Emballering ved transport i gardin- og presenningstrailere – hvad skal man være opmærksom på?

Transport med gardintrailere og presenningstrailere er en vigtig del af moderne vejtransport og giver fleksibilitet i håndtering af gods. Det er imidlertid påkrævet, at afsender har forståelse for disse traileres konstruktion og den beskyttelse af godset, de normalt vil yde.

Hos Danske Speditørers juridiske hotline assisterer vi årligt medlemsvirksomhederne med mange hundrede henvendelser om juridiske udfordringer på mange forskellige områder. Et af de væsentligste er naturligvis transportretlige tvister vedrørende skader opstået på gods undervejs i transportforløb. I den forbindelse er et tilbagevendende emne spørgsmålet om godsets tilstrækkelige emballering, og i den forbindelse herunder ofte, om godset konkret har været emballeret af afsender på en måde som var egnet til at kunne modstå de udefrakommende påvirkninger, som den aftalte transportform i sagens natur medfører.

Transport med gardintrailere og presenningstrailere er en vigtig del af moderne vejtransport og giver fleksibilitet i håndtering af gods. Det er imidlertid påkrævet, at afsender har forståelse for disse traileres konstruktion og den beskyttelse af godset, de normalt vil yde.

Vejledninger og bestemmelser

Internationale vejledninger, herunder IRU’s retningslinjer, beskriver siderne på gardintrailere som “Side walls in a curtainsider built in accordance with EN 12642 L is regarded as weather protection only (altså i modsætning til ”wheather proof”). Vejledningen fra IRU oplyser således, at disse enheder primært yder en vejrligsbeskyttelse, hvilket kan indebære, at godset i visse situationer kan blive påvirket af vejr- og miljøforhold i et vist omfang. Af den grund kan det være relevant for afsenderen at overveje, om den valgte emballage i tilstrækkelig grad tager højde for sådanne påvirkninger, når transporten skal udføres af disse enheder, hvilket er helt sædvanligt forekommende for vejtransport. Det påhviler afsender at foretage tilstrækkelig emballering; en forpligtelse, som alene ifølge selvstændig aftale herom vil kunne påhvile speditøren og/eller transportøren.

Herudover indeholder CMR-loven en række bestemmelser, der regulerer netop afsenderens emballeringsforpligtelse, og disse bestemmelser kan være nyttige at have for øje i planlægningen af en transport. CMR-lovens § 12, som omhandler skader på andet end selve godset, pålægger afsenderen at sikre, at emballeringen er tilpasset den konkrete transport og de påvirkninger, som godset med rimelighed kan forventes at blive udsat for undervejs. Kommentaren til bestemmelsen understreger, at emballagen bør kunne modstå almindelige transportpåvirkninger såsom rystelser, centrifugalkraft og opbremsninger samt de mere kraftige hændelser, der kan forekomme, herunder katastrofeopbremsninger. Det fremgår også, at afsenderen må orientere sig om, hvilke forhold der normalvis kan opstå på den pågældende rute, mens transportøren bør gøre opmærksom på eventuelt særlige omstændigheder, som afsenderen ikke med rimelighed kan forventes at have kendskab til eller berettiget formodning for.

Når det gælder skader på selve godset, er det CMR-lovens § 25, stk. 1, litra b, der er relevant. Her fremgår det, at transportøren kan være ansvarsfri, hvis en skade skyldes mangelfuld emballering. Kommentaren til bestemmelsen tilføjer, at emballagen anses for mangelfuld, hvis den ikke kan beskytte godset mod de påvirkninger, der typisk kan opstå under en almindeligt forløbende transport.

Det er i den forbindelse væsentligt at skelne mellem to typer emballering: salgsemballage og transportemballage. Almindelig salgsemballage vil i mange tilfælde ikke kunne anses som tilstrækkelig til at beskytte gods under transport, særligt når godset kan blive udsat for påvirkninger, som salgsemballage ikke er designet til at modstå. I disse tilfælde skal godset, udover salgsemballagen, tillige transportemballeres.

Det er også væsentligt for afsenders valg af egnet emballering, at denne tager højde for, at gardin-/presenningtrailere ikke yder fuldstændig beskyttelse af godset mod udefrakommende elementer, såsom vejrlig; for det første fordi en sådan trailer ikke er hermetisk lukket, men også fordi gardinet undervejs i transportforløbet naturligvis vil blive åbnet i forbindelse med læsning/losning af andet/konsolideret gods, ligesom godset afhængig af forholdene vil eksponeres for vejrlig i transit til og fra traileren ved læsning/losning af godset selv.

Anbefaling

Uanset at udgangspunktet er, at det er afsender, der skal foretage korrekt emballering, kan det på baggrund af ovenstående det være en god idé, at afsender og transportør i fællesskab drøfter, hvilke hensyn der bør tages til emballeringen, når godset skal transporteres på gardin- eller presenningstrailere. En dialog om transportens karakter, rute, vejrforhold og trailerens konstruktion kan være med til at sikre, at emballagen i højere grad passer til de konkrete forhold. Det kan i mange tilfælde forebygge uenigheder og bidrage til en mere smidig håndtering af godset.