
EU og USA genoptager toldforhandlinger – men uenighederne består
Trods de diplomatiske tilkendegivelser er afstanden mellem parterne stadig betydelig. Danske Speditører vurderer, at det er afgørende at fasthold den transatlantiske handelsrelation.
Der er igen aktivitet på den transatlantiske toldfront. Efter præsident Trump i sidste uge meddelte, at han midlertidigt udskyder indførelsen af de varslede 50 % toldsatser på alle EU-importerede varer, er der blevet taget nye skridt i forsøget på at nå en aftale inden deadline den 9. juli.
EU’s handelskommissær Maroš Šefčovič har holdt møder med den amerikanske handelsminister Howard Lutnick for at drøfte vejen frem, og søndag (25. maj) meldte Šefčovič ud på sociale medier, at EU “fortsat er fuldt ud engageret i konstruktive og fokuserede forhandlinger”.
Også på højeste politiske niveau har der været kontakt: Søndag talte EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen telefonisk med præsident Trump. Ifølge Kommissionens talskvinde Paula Pinho gav samtalen nyt momentum til forhandlingerne. Målet er fortsat at finde en løsning, inden de varslede toldsatser træder i kraft den 9. juli.
Forsigtig optimisme
Trods de diplomatiske tilkendegivelser er afstanden mellem parterne stadig betydelig. En talsmand for EU-Kommissionen bekræftede i går, at EU fortsat foreslår at fjerne tolden på industrivarer på begge sider af Atlanten – en gestus, der kan bane vej for en aftale. Samtidig arbejder EU videre med at opdatere sine egne lister over mulige gengældelsestoldsatser, som kan rettes mod amerikanske varer såsom maskiner, sojabønner og bourbon, hvis forhandlingerne bryder sammen.
På amerikansk side fastholder Trump-administrationen dog en række krav, der vækker bekymring i Europa. Det drejer sig blandt andet om ændringer i EU-landenes momsstruktur og i den digitale regulering – områder, som EU har afvist at ændre som led i en toldaftale.
EU’s toldliste
Europa-Kommissionen har udarbejdet en omfattende liste over amerikanske varer, der kan blive pålagt gengældelsestold fra den 10. juli 2025.
For Danske Speditører er det afgørende at fastholde den transatlantiske handelsrelation som stabil og gensidigt forudsigelig. Øgede toldsatser – uanset om de kommer fra Washington eller Bruxelles – vil kunne få store konsekvenser for både vareflow, fragtomkostninger og leveringssikkerhed.
Samtidig er det værd at bemærke, at tolden ikke rammer målrettet. Den skelner ikke mellem små og store virksomheder, specialprodukter eller følsomme sektorer. Den rammer bredt – og uundgåeligt.