
Danske Speditørers Repræsentantskabsmøde 2025: AI som værktøj til mere robuste forsyningskæder
Verden er under kraftig forandring i denne tid, og når krig, uvejr, lokale konflikter og geopolitiske omvæltninger rammer, synes forsyningssikkerhed at være under konstant pres. Det påvirker vores arbejde som speditører.
For os handler det ikke blot om at sikre, at varerne når frem, men også om at bevare stabilitet, pålidelighed og tillid i hele kæden. I den kontekst kan kunstig intelligens (AI) blive et vigtigt redskab i speditørens værktøjskasse.
Fra reaktiv til proaktiv risikostyring
Traditionelt har branchen altid været god til at reagere effektivt på hændelser, når de opstår – fx naturkatastrofer, politiske spændinger eller transportforstyrrelser. Men med kunstig intelligens kan reaktionen i stigende grad suppleres af proaktiv risikostyring. AI åbner muligheder for at analysere store datamængder, herunder vejrudsigter, nyheder, politiske indikatorer og logistiske flaskehalse – med en hastighed, der ikke tidligere har været mulig. Potentielt kan man planlægge udenom risikoområder, omdirigere ruter, eller forberede alternative forsyningskilder – før en krise tvinger én til det.
Nogle konkrete eksempler på områder, hvor AI kan anvendes, er:
- Ruteoptimering og kapacitetsstyring: Justering af transportplaner, når vejforhold ændrer sig, en havn midlertidigt er lukket, eller der indføres restriktioner ved bestemte grænseovergange.
- Told-, ESG- og CO₂-rapportering: Understøttelse af automatisering og kontrol af processer, fx i forhold til overholdelse af regler, kvaliteten af data og dokumentation af miljømæssige og lovgivningsmæssige krav over for kunder og myndigheder.
- Kundetransparens og kommunikation: Muligheden for at give kunder mere præcise estimater og løbende indsigt i, hvor en forsendelse befinder sig – også når der opstår uforudsete hændelser.
AI er således ét af de temaer, vi sætter fokus på, når Danske Speditører afholder Repræsentantskabsmøde den 29. oktober 2025 i Herning under overskriften “Stærke forsyningskæder og AI i praksis – fra hype til handling”.
Formiddagen giver et samlet billede af branchens aktuelle udfordringer – fra økonomiske rammevilkår og politiske indsatsområder til de konkrete erfaringer med forsyningssikkerhed i praksis.
Om eftermiddagen vender vi blikket mod de teknologiske muligheder og spørger, hvordan kunstig intelligens i praksis kan bidrage til at gøre risikostyring mere proaktiv, compliance mere automatiseret og transparensen større.
Repræsentantskabsmødet bliver dermed ikke kun en diskussion om AI, men et bredere samlingspunkt for at styrke forsyningskæderne – både her og nu og i fremtiden.
Se hele programmet og tilmeld dig her