
Sverige foreslår strengere straf for snyd med tachografer
Den svenske regering har fremlagt et lovforslag, der skal sætte en stopper for manipulation med tachografer i transportbranchen. Initiativet indebærer markant skrappere straffe og øgede kontrolmuligheder.
Ifølge forslaget skal det fremover kunne medføre både bøder og fængselsstraf på op til ét år at producere, sælge eller blot være i besiddelse af udstyr, der kan bruges til at manipulere tachografer. Samtidig lægges der op til at give politi og kontrolmyndigheder bedre værktøjer til at gribe ind, hvis der opstår mistanke om snyd.
Baggrunden er et ønske om at komme ulovlig praksis i branchen til livs. Den svenske regering peger på, at enkelte aktører skaffer sig en konkurrencefordel ved at omgå reglerne om køre- og hviletid. Selvom lovforslaget er svensk, vil det ikke kun ramme nationale aktører. Udenlandske vognmænd – herunder danske – som opererer i Sverige, vil også blive omfattet af de nye regler.
Med de udvidede kontrolbeføjelser må transportører forvente hyppigere og mere målrettede kontroller, især hvis der er tegn på uregelmæssigheder i tachografdata. Samtidig lægges der op til at slå hårdere ned på hele kæden bag manipulationen, herunder leverandører af ulovligt udstyr.
Lovforslaget er en del af en generel tendens i Europa, hvor der er stigende fokus på at håndhæve reglerne om køre- og hviletid. Hvis de svenske stramninger bliver vedtaget, kan de være med til at pege i retning af en mere konsekvent linje i hele Norden.
Det forventes, at de nye regler kan træde i kraft fra 1. juli 2026, forudsat at lovforslaget bliver godkendt efter behandlingen i den svenske Riksdag.