Chauffører suspenderer blokade af de polsk-ukrainske grænseovergange frem til 1. marts – Martin Aabak håber på varig løsning
Midlertidig aftale med den polske regering gør, at lastbilchauffører ophæver blokade ved ukrainske grænseovergange
Tidligere i dag underskrev de polske lastbilchauffører og den polske regering en aftale om en midlertidig ophævelse af blokaden ved den polsk-ukrainske grænse. Ifølge Reuters indeholder aftalen punkter om overvågning af løsninger mellem Polen og Ukraine, der skal lette situationen for EU-registrerede chauffører i Ukraine, samt dialog med Europa-Kommissionen om økonomisk støtte til polske fragtfirmaer. Der er også planlagt flere vejkontroller for at forhindre ukrainske lastbilchauffører i at udføre tjenester, der ikke er omfattet af EU-Ukraine-aftalen.
7.000 lastbiler i kø
Ifølge Martin Aabak, adm. direktør i Danske Speditører, bringer ophævelsen en vis lettelse i en situation, der i månedsvis har resulteret i, at op til 10.000 lastbiler dagligt har måttet holde i kø ved en af de fire berørte grænseovergange mellem Ukraine og Polen:
”Vi håber, at dette kan være første skridt mod en mere vedvarende afklaring. Alt andet lige giver suspensionen af blokaden mulighed for, at både transportminister Dariusz Klimczak og statsminister Donald Tusk kan arbejde hen imod en permanent løsning,” siger Martin Aabak.
Vareforsyningskæderne afhænger af stabil vejgodstransport
Suspensionen af blokaden begynder i morgen kl. 11.00 lokal tid og varer ifølge Reuters frem til 1. marts 2024. Danske Speditører følger udviklingen tæt og håber på en hurtig og varig løsning for at sikre en stabil og effektiv godstransport mellem Ukraine og Polen.
“Vejgodstransporten er essentiel i Europa. Uden lastbiler er det ikke muligt at opretholde stabile vareforsyningskæder til virksomheder og forbrugere,” understreger Martin Aabak og påpeger den moralske forpligtelse, der ligger i at støtte Ukraine, der har været under militært angreb i næsten to år.