
Datoen for overgang til DMS Import nærmer sig
Ifølge Toldstyrelsens plan erstatter DMS Import det eksisterende toldimportsystem lørdag den 14. marts. Danske Speditører er fortsat i indgående dialog med både medlemmer og Toldstyrelsen om implementeringen for at sikre en overgang, hvor vareflowet ikke stopper.
Som Danske Speditører tidligere har orienteret om, udskød Toldstyrelsen i slutningen af februar lukningen af det eksisterende importsystem på baggrund af bekymringer fra branchen.
Den udvidede overgangsfase skulle skabe en mere fleksibel overgang til DMS Import, inden det eksisterende system lukker på lørdag. Samtidig er det en vigtig forudsætning for, at det nye system kan fungere i praksis, at virksomhederne anvender det i overgangsfasen.
Overgangen til DMS Import er en omfattende og kompleks proces for både branchen og Toldstyrelsen, og vi er derfor i tæt dialog med medlemmerne samt Toldstyrelsen på flere niveauer for at sikre, at branchens erfaringer bliver bragt videre i arbejdet med at få systemet til at fungere bedst muligt. Det er selvsagt helt afgørende for os, at implementeringen af DMS Import ikke stopper vareflowet.
Vejledninger og support hos Toldstyrelsen kan findes her, og i Danske Speditører følger vi naturligvis fortsat implementeringen nøje.