Ekstra kontrol skal forebygge snyd med vejafgift
Regeringen er med finanslovforslaget klar til at sætte håndfast ind mod snyd ved at øge kontrollen af den kilometerbaserede vejafgift som indføres fra 1. januar 2025.
Regeringen foreslår med finanslovforslaget at afsætte ekstra midler til at indkøbe mere kontroludstyr for at styrke kontrollen med den kilometerbaserede vejafgift. Det skal sikre, at både danske og udenlandske lastbiler betaler vejafgiften, der træder i kraft ved årsskiftet. Konkret foreslår regeringen, at der afsættes ekstra 5,7 millioner kroner i 2025 og 3,8 millioner kroner årligt i 2026-2028 til flere mobile kontroller. Sideløbende bliver der arbejdet for, at bommen i fremtiden bogstaveligt talt skal gå ned, hvis en udenlandsk lastbil forsøger at komme over Storebæltsbroen med en ubetalt bøde for betaling af vejafgift i handskerummet.
Henvendelse fra Danske Speditører
I september 2023 skrev Danske Speditører sammen med de øvrige transportorganisationer til regeringen og pegede på, at med blot seks mobile kontrolenheder til at supplere et tilsvarende antal fleksible kontrolenheder, var der ikke mulighed for at holde et tilstrækkeligt højt kontroltryk.
»For at undgå ’sorte’ pletter på landkortet pegede vi på, at antallet af både faste og fleksible kontrolenheder skal forhøjes. Der bør som minimum være permanent kontrol ved alle de dansk-tyske grænseovergange, ved Øresundsforbindelsen, ved alle færgehavnene med godsforbindelser til udlandet samt ved den kommende Femern-forbindelse,« siger adm. direktør Martin Aabak, som særligt havde fokus på, at kontrollen ikke måtte forskelsbehandle danske og udenlandske lastbiler.
Transportminister Thomas Danielsen, der på vegne af regeringen modtog henvendelsen fra transportorganisationer, er da også tilfreds med, at kontroltrykket nu øges.
»Den kilometerbaserede afgift må ikke blive konkurrenceforvridende, og derfor skal vi sikre, at alle betaler. Med flere mobile kontrolpunkter og fuldt stop for snyd over Storebæltsbroen sender vi et klart signal om, at reglerne skal overholdes,« fastslår transportminister Thomas Danielsen.
Den kilometerbaserede vejafgift træder i kraft 1. januar 2025, hvor lastbiler – typisk via en lille boks i stil med en Brobizz som det også kendes fra Tyskland – skal betale for det antal kilometer, de kører på en del af det danske vejnet. Dermed kommer udenlandske lastbiler også til at betale deres del af udgifterne til for eksempel slid på vejene. For at sikre, at den regning bliver betalt, bliver der afsat ekstra penge til kontroludstyr. Midlerne vil gå til at indkøbe ekstra kameraudstyr til de mobile kontrolpunkter og sikre ekstra bemanding, så der kan føres bedre kontrol med de afgiftspligtige vejstrækninger. Derudover arbejdes der på en løsning ved Storebæltsbroen, så det bliver muligt at stoppe lastbiler med ubetalte bøder for at undlade at betale vejafgift. De kan så enten vende om eller betale bøden på stedet sammen med broafgiften.