Formanden: “Vi skal ruste forsyningskæderne mod globale kriser”

Danske Speditørers formand, Jesper Petersen, lagde ikke fingrene imellem, da han ved foreningens generalforsamling 8. maj 2025 gjorde status over det seneste år. I sin beretning tegnede han et billede af en branche, der er presset af geopolitiske spændinger, ineffektiv forvaltning og hjemlige reguleringer – men som samtidig spiller en stadig mere central rolle i samfundets infrastruktur.

Danske Speditørers formand, Jesper Petersen, lagde ikke fingrene imellem, da han ved foreningens generalforsamling 8. maj 2025 gjorde status over det seneste år. I sin beretning tegnede han et billede af en branche, der er presset af geopolitiske spændinger, ineffektiv forvaltning og hjemlige reguleringer – men som samtidig spiller en stadig mere central rolle i samfundets infrastruktur.

“Det er som at gå til eksamen,” sagde Formanden med et smil i indledningen. “Jeg – foreningen – gør status, kigger fremad, og bliver målt på, om vi leverer, hvad I med rette forventer.”

En stor del af talen handlede om de internationale udfordringer, der præger branchen. Her fremhævede Formanden både krigen i Ukraine, krisen i Det Røde Hav og øgede spændinger i Asien. “Vi ser, hvordan stormagtsambitioner påvirker forsyningssikkerheden. Det er ikke bare udenrigspolitik – det rammer direkte vores hverdag,” lød det.

Ensartede regler
Formanden understregede, at Danske Speditører kræver klare og ensartede EU-regler, når det gælder sanktioner og restriktioner. “Man kan ikke forvente, at virksomhederne alene skal afkode politiske signaler,” sagde han.

Fra EU fremhævede formanden sejre som ophævelsen af “return to home”-kravet i vejpakken og transportens synlige placering i den såkaldte Draghi-rapport om EU’s konkurrenceevne. “Det er resultater, vi har været med til at præge gennem vores arbejde i Bruxelles,” sagde han og kaldte det “en klar gevinst for klimaet og kapacitetsudnyttelsen”.

Men der var også kritik på den hjemlige bane – især rettet mod implementeringen af det nye toldsystem DMS. “Vi råber ikke ud over Rådhuspladsen, men vi ringer direkte til Toldstyrelsen, når noget ikke fungerer,” sagde han og fremhævede den tætte dialog som nøglen til forbedringer.

Uintelligent kilometerafgift
Et andet tema var den nyindførte kilometerbaserede kørselsafgift. Selvom Danske Speditører anerkender formålet, udtrykte Formanden utilfredshed med systemets udformning. “Den er ikke intelligent nok. Vi arbejder for, at den bliver smartere og mere adfærdsregulerende – og at de penge, staten tjener, føres tilbage til branchen i form af grønne investeringer.”

Også ophævelsen af rederiernes særstatus i EU’s konkurrenceregler blev modtaget positivt. “Det er en klar forbedring,” fastslog Formanden og pointerede, at fair konkurrence også gælder på tværs af transportformer.

Afslutningsvis pegede han på, hvordan Danske Speditører har været med til at løse konkrete udfordringer – bl.a. blokaden ved grænsen mellem Polen og Ukraine – og fremhævede vigtigheden af samarbejde med både embedsværk og politikere.

“Vi skal holde fokus på forsyningssikkerhed og økonomisk stabilitet. Det er forudsætningen for både vækst og grøn omstilling,” lød det afsluttende budskab fra formanden.

Du kan læse hele formandens beretning HER