
Grøn logistik i praksis
Vi arbejder bredt for at understøtte den grønne omstilling af logistikbranchen.
Godstransport er en uundværlig del af et moderne samfund. Varer skal frem til virksomheder og forbrugere – hver dag, året rundt. Det er speditionsbranchen, der får forsyningskæderne til at hænge sammen, både nationalt og internationalt, og netop derfor spiller vi også en nøglerolle i den grønne omstilling af logistikken.
Hos Danske Speditører er vi optaget af at gøre transportkæderne grønnere i alle led. Den grønne omstilling handler både om politiske rammer og om de konkrete værktøjer, der kan gøre en forskel i hverdagen. Vi arbejder derfor på flere fronter, herunder for:
- at skabe bedre rammevilkår gennem fx en intelligent kilometerafgift, incitamenter til grønne brændstoffer og investeringer i infrastruktur.
- at give medlemmerne adgang til praktiske løsninger, der hjælper dem til at reducere og dokumentere deres klimaaftryk.
Et eksempel på det sidste er vores nye samarbejde med CarbonRoute360®, et danskudviklet værktøj, der gør det muligt at beregne og dokumentere CO₂-udledninger på tværs af transportformer. Værktøjet bygger på internationale standarder og leverer valide data, der kan bruges både i klimaregnskaber, i kundedialog og i den daglige optimering af logistikken.
Medlemmer af Danske Speditører får adgang til CarbonRoute360® på særligt favorable vilkår, så det bliver lettere at dokumentere udledninger, optimere processer og styrke virksomhedens klimaindsats
Vi arbejder bredt for at understøtte den grønne omstilling af logistikbranchen. Det kræver både politiske beslutninger og praktiske værktøjer, og vi ser det som vores opgave at bidrage til begge dele – så speditørerne kan være en drivkraft i at gøre forsyningskæderne grønnere.