
Nytårshilsen fra Danske Speditører
De geopolitiske udfordringer har sat et markant præg på 2024. Men selv om forandringens vinde har blæst, og det nogle gange med stormstyrke, har vi ikke gemt os bag læhegnet. I handelsskole-lingo er der blot tale om ændrede produktionsvilkår, men for speditøren betyder de geopolitiske forandringer markante udfordringer og hurtig omstilling. Evnen til at navigere i en kompleks virkelighed er heldigvis netop, hvad den dygtige speditør kan.
De geopolitiske udfordringer har sat et markant præg på 2024. Men selv om forandringens vinde har blæst, og det nogle gange med stormstyrke, har vi ikke gemt os bag læhegnet. I handelsskole-lingo er der blot tale om ændrede produktionsvilkår, men for speditøren betyder de geopolitiske forandringer markante udfordringer og hurtig omstilling. Evnen til at navigere i en kompleks virkelighed er heldigvis netop, hvad den dygtige speditør kan.
Ruslands angrebskrig mod Ukraine sætter fortsat sit triste aftryk. Værst er det selvfølgelig for de direkte involverede, men også transportsektoren og dermed samfundsøkonomien mærkes af krigen i vores nærområde. Læg hertil andre uforudsigelige globale begivenheder. Krigen i Ukraine, strejken blandt havnearbejderne på USA’s østkyst og den væbnede konflikt i Rødehavet har vist, hvor sårbare logistik- og vareforsyningskæder er. Den ulmende konflikt mellem Taiwan og Kina vil, hvis den eskalerer, ramme Europa økonomisk endnu hårdere.
Cyberkriminalitet og AI
De væbnede konflikter og deres konsekvenser er tydelige, men også cyberkriminaliteten kan få store konsekvenser for forsyningssikkerheden. I det kommende år skal NIS2-direktivet foldes ud, og selvom der anes en vis usikkerhed hos de involverede myndigheder, så er det forventeligt, at vores del af transportbranchen mødes med nye krav fra både kunder og myndigheder. Den rolle har vi allerede indledt forberedelserne til at håndtere, og når de første bestemmelser og bekendtgørelser kommer i høring, er vi parate til at informere og involvere medlemmerne.
Vi kan ikke stoppe konflikterne, men vi ser det som en bunden opgave at udvikle vores uddannelser, så de fagligt følger med de krav, ønsker og udfordringer til kompetenceudvikling, som Danske Speditørers medlemmer naturligt har, blandt andet til brugen af AI (Artificial Intelligence).
Samarbejde med Toldstyrelsen
Den enkelte medarbejder er vel nok det største aktiv. Naturligvis skal materiellet og teknikken være på plads, og det er eksempelvis ikke nogen hemmelighed, at implementeringen af Toldstyrelsens IT-systemer har haltet. Det medfører uholdbare forsinkelser af eksporten, men er samtidig et illustrativt eksempel på værdien af tæt offentligt-privat samarbejde, hvor Danske Speditører har faciliteret at ”superbrugere” blandt speditørerne og sekretariatet har haft løbende dialog med Toldstyrelsen om fejlretning og kapacitetstilpasning. I 2025 skal Toldstyrelsens nye IT-system udvides til også at omfatte vareimport, men med Toldstyrelsens løfte om at håndteringen kommer til at bygge på erfaringerne fra 2024 er jeg fortrøstningsfuld.
Politisk opmærksomhed
Den politiske bevågenhed på transportområdet er usvækket. På den ene side skal vi fra årsskiftet håndtere den nye kilometerbaserede vejafgift med alt, hvad det indebærer af nye procedurer og bureaukrati, med marginal klimagevinst. Danske Speditører vil frem til evalueringen af kilometerafgiften argumentere for de fordele, som en mere intelligent model har. Vi vil gerne bidrage til den grønne omstilling, og alene ved at konsolidere godsfragten mindsker vi CO2-udledningen. Det sammen med en intelligent udformet kilometerafgift, der animerer til nye kørselsmønstre være et signifikant bidrag til en samlet lettelse af CO2-aftrykket. En af vores udviklingsopgaver i 2025 er yderligere at forfine beregningerne af CO2 ved transport af gods.
Hos Danske Speditører er vi smerteligt bevidste om den på nærmest daglig basis støt stigende regulative byrde, som branchen oplever, og i den forbindelse er vi opmærksomme på, at det er en tiltagende administrativ byrde at følge og implementere reglerne. . Når vi samtidig ser frem mod det nye år, er det med en dyb forståelse af, at udfordringer og muligheder går hånd i hånd. Og speditørerne er godt rustede. I 2024 lancerede vi et helt nyt compliance-site – et unikt opslagsværk, der giver både overblik over relevante regler, information og praktiske redskaber til compliance-arbejdet. Pt. adresseres 28 emner, men i takt med det kommende års udfordringer vokser frem, bliver sitet udbygget. Det har allerede vist sig at være et godt redskab for mange medlemmer. Den bredt dækkende betegnelse compliance har derfor sekretariatets fulde opmærksomhed; sagt direkte, kan I som medlem af Danske Speditører være sikre på, at ”vi har jeres ryg”
EU-samarbejdet bliver vigtigere
Samarbejdet i EU har markant og i øvrigt stigende betydning for logistik- og transportbranchen. Forventningerne til det danske EU-formandskab i 2. halvår af 2025 er derfor store. I 2024 blev kravet om ”return to home of the vehicle” ophævet af EU-domstolen, og selvom det har været et langvarigt forløb, hvor jeg ofte har følt, at Danske Speditører stod alene med kravet om ophævelse af returneringsprincippet, så er tilfredsheden ved en velgennemført lobbyindsats desto større, og da transportminister Thomas Danielsen for nylig omtalte muligheden for at fjerne ”25-timers parkeringsreglen” der umuliggør, at chaufførerne kan holde deres lange hvil på de fleste danske raste- og parkeringspladser kunne jeg ikke sig mig fri for tanken om, at fornuften sejrer til sidst. Ophævelsen af begge forslag understøtter de generelle ambitiøse klimamål og den grønne omstilling i EU. Det danske formandskab vil sandsynligvis prioritere implementeringen af EU’s “Fit for 55”-pakke, som har til formål at reducere drivhusgasudledningerne med 55 procent inden 2030. Opfordringen skal desuden lyde, at det danske formandskab sætter sig i spidsen for en revision af vejpakken, hvor eksempelvis reglerne om cabotagekørsel de facto er reduceret til en administrativ byrde med klimanegativ effekt og tekniske restriktioner. som alene begrænser den optimale udnyttelse af den udenlandske transportkapacitet.
Vi tror på, at med innovation, samarbejde og et skarpt fokus på at tage ansvar for fremtidens løsninger, står Danske Speditører og Danske Speditørers medlemmer stærkt rustet til at skabe endnu mere værdi for transportkøberne, for samfundet6 og vores fælles klode.
Godt nytår!