
Speditørelever på besøg: Fokus på fremtidens kompetencer
Hvordan ser fremtiden ud for speditørbranchen, og hvilke kompetencer bliver afgørende i de kommende år? Det var nogle af de emner, der var på dagsordenen, da 10 speditørelever fra GEODIS denne uge lagde vejen forbi Danske Speditører.
Besøget var en del af en fælles elevdag i København, hvor eleverne var samlet på tværs af virksomheden for at få ny viden og perspektiver på branchen. Hos Danske Speditører mødte de Jakob Størling, som fortalte om de udviklingstendenser, der præger erhvervet.
I løbet af besøget kom samtalen blandt andet ind på, hvordan kundernes forventninger ændrer sig, og hvordan speditørernes rolle vil udvikle sig i fremtiden. Der blev også sat fokus på de kompetencer, som fremtidens speditører får brug for, herunder kompetencer i forhold til data, nye digitale værktøjer og kunstig intelligens.
Netop AI forventes at få stor betydning for branchen i de kommende år, og derfor er det vigtigt, at fremtidens speditører er rustet til at forstå og anvende de nye muligheder. Derfor er Danske Speditører også i gang med at evaluere speditionselevuddannelsen for at sikre, at morgendagens speditører er rustet til de krav og muligheder, som en moderne og digital speditionsbranche stiller. Det kan du læse mere om i en tidligere nyhed her.
Vi takker GEODIS og eleverne for et rigtigt godt besøg, stort engagement og nogle spændende drøftelser om fremtidens speditører.
Skulle andre speditionsvirksomheder have lyst til at kigge forbi med deres elever, er de meget velkomne. Vores døre står altid åbne for besøg og dialog om branchen, uddannelsen og fremtidens kompetencer. Alle interesserede kan kontakte Jakob Størling på jst@dasp.dk.