Strejker skaber flaskehalse i Nordeuropas havne

Arbejdsnedlæggelser blandt havnearbejdere i Rotterdam og Antwerpen-Brugge har i den forløbne uge skabt markante forstyrrelser i håndteringen af gods og anløb af skibe.

Ifølge Lloyd’s List skyldes strejkerne uenighed om løn- og arbejdsvilkår, og situationen har allerede medført væsentlige forsinkelser i to af Europas travleste havne.
Over 20 containerskibe lå den 9. oktober for anker ud for de to havne mod blot fire få dage tidligere.

Forsinkelserne kommer på et tidspunkt, hvor kapaciteten i forvejen er presset af høje godsmængder, lav vandstand på de indre vandveje og justeringer i rederiernes alliancer.

En række logistikaktører har allerede advaret om, at situationen kan få følgevirkninger i hele forsyningskæden og opfordrer til løbende informationsdeling mellem transportører, speditører og kunder for at mindske effekterne.

»Stabile og forudsigelige havneoperationer er afgørende for både transportsektoren og samfundets forsyningssikkerhed,« siger Lars Bech, chef for politik & analyse i Danske Speditører og fortsætter: »Når Europas største havne rammes af langvarige konflikter, påvirker det ikke kun rederierne, men hele værdikæden – fra producent til slutkunde. Det understreger behovet for robuste og fleksible logistiske løsninger.«

Danske Speditører følger udviklingen og opfordrer medlemmer til at holde sig opdateret via samarbejdspartnere og transportører om ændrede tidsplaner og ruteomlægninger.

Kilde: Lloyd’s List