
Åbent brev
Regler for chaufførers arbejdsforhold er godt. Men de skal give mening I Danske Speditører ønsker vi at fjerne unødvendige regler og sikre, at de regler, der står tilbage, fungerer efter hensigten.
Læs adm. direktør Martin Aabaks svar til DTL og 3F nedenfor eller på Altinget Transport
Kære Erik Østergaard, DTL og Jan Villadsen, 3F.
For en måneds tid siden “stemplede” I på vegne af DTL og 3F ind i en vigtig debat om transportbranchens fremtid. Se eksempelvis artikel i Altinget Transport den 30. januar her
Lad mig indledningsvist slå fast, at Danske Speditører deler jeres mål om ordnede forhold og fair konkurrence – det er afgørende for en velfungerende transportsektor.
Derfor ønsker vi ikke blot at fjerne unødvendige regler, men at regler og bestemmelser fungerer efter hensigten, uden at skabe unødigt bureaukrati eller skævvridning.
Lad mig gentage: Vi søger proportionale og retfærdige regler – også for de udenlandske chauffører, som vi har hårdt brug for til at fragte varer fra produktionscentre i udlandet til Danmark og til at eksportere danske varer til kontinentet.
Danske særregler er en forhindring
Vores bekymring er ikke mindst fremadrettet. I er formentlig begge opdaterede på de massive forstyrrelser, som transportkøberne for tiden oplever i forsyningskæderne, hvor både chaufførmanglen og de markante geopolitiske udfordringer spiller ind.
Vi har f.eks. aldrig været imod chaufførernes såkaldte cool-off periode hver 4. uge – chaufførerne skal jo netop hjem og bruge lønnen dér, hvor købekraften udligner den difference, der er til de danske chaufførlønninger.
Hvorfor der så i øvrigt ikke burde være krav om 3F-overenskomst, når chaufførerne er i transit med enkelte cabotageture, kan vi jo lade ligge, mens vi diskuterer, hvor behovet er for fortsat at søge at stramme reglerne for arbejdsudleje samt begrænse cabotagekørsel i Danmark, når det ikke længere er lønkravet, der skiller os ad?
Effekten af de danske særregler og stramningerne i øvrigt er desværre kun negative: Reglerne forhindrer effektiv udnyttelse af transportkapaciteten, og det skader klimaet samt fordyrer transporten – uden nogen positive gevinster for chaufførerne.
Afskaf overflødige regler
EU’s vejpakke indeholder regler, der skal forbedre chaufførers arbejdsforhold og sikre fair konkurrence.
Disse regler, hvor de forfølger formålet, skal opretholdes og – hvis muligt – gerne forbedres. Regler uden gevinster, som blot stresser chaufførerne, skal afskaffes – hellere i dag end i morgen.
Det undrer mig stadigvæk, at Danmark fastholder parkeringsforbuddet for det lange hvil, så chauffører skal stresse rundt efter parkeringsplads eller frygte for høje bøder på grund af ulovlig parkering – og som i øvrigt forhindrer dem i at hvile uden for førerhuset.
Helt ærligt, det kan vi gøre bedre.
Transport- og speditionsbranchen er blandt de mest regulerede områder. Ansvarlig politik kræver derfor regelmæssigt eftersyn af reglerne for at rette utilsigtede konsekvenser.
I efteråret 2024 ophævede EU-Domstolen kravet om lastbilers hjemvenden til registreringslandet hver 8. uge. En regel, der skabte unødig tomkørsel, CO2-udledning og logistiske udfordringer uden at stå mål med formålet.
Domstolens indgriben siger mig, at der er gevinster ved et fitnesscheck af hele vejpakken. En regelsanering vil desuden frigøre ressourcer til bedret kontrol.
Kontrol og dokumentation er vigtige elementer i vejpakken, men de må gøres smartere. Digitale løsninger kan effektivisere kontrollen og reducere den administrative byrde. Et forslag, vi støtter helhjertet.
Regler skal give mening
Danske Speditører deler DTL’s og 3F’s mål om fair ordentlige markedsvilkår og fair regler. Jeg tror faktisk, at vi er enige om det meste.
Spørgsmålet er ikke, “om” vi skal have regler, men om de er nødvendige, forfølger formålet og hvis – hvordan vi sikrer deres effektivitet.
Lad os tage en åben dialog – vi inviterer gerne på kaffe for at drøfte smartere løsninger sammen med jer.
Med venlig hilsen
Martin Aabak