
Ny trusselsvurdering: Transportsektoren er et attraktivt mål for cyberangreb
Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) har netop offentliggjort en opdateret trusselsvurdering for cybertruslen mod transportsektoren i Danmark. Den nye vurdering dækker samlet land-, luft- og jernbanetransporten og viser, at sektoren står over for betydelige cybertrusler.
Trusselsbilledet for transportsektoren svarer overordnet til det generelle niveau i Danmark. SAMSIK vurderer, at truslen fra cyberspionage er meget høj – især for virksomheder, der leverer til Forsvaret eller deltager i større offentlige udbud.
Cyberkriminalitet udgør fortsat en stor risiko. Mange transportvirksomheder har en høj omsætning og kan derfor være attraktive mål for cyberkriminelle, særligt i forbindelse med ransomware-angreb, hvor driftsforstyrrelser bruges til at lægge pres i forhandlinger om løsesummer.
Russiske og pro-russiske aktivister
Samtidig vurderes truslen fra cyberaktivisme som høj. Transportsektoren – med dens store synlighed og brugervendte hjemmesider – er en oplagt målgruppe for pro-russiske cyberaktivister, der ønsker at skabe maksimal opmærksomhed omkring deres angreb.
Det generelle trusselsniveau for destruktive cyberangreb mod Danmark blev i juni 2024 hævet fra lav til middel, en ændring der også omfatter transportsektoren. Truslen kommer primært fra Rusland, som i stigende grad anvender hybride angreb med destruktive formål rettet mod europæiske NATO-lande.
Danske Speditører følger udviklingen nøje og opfordrer medlemmer til at være ekstra opmærksomme på cybersikkerheden i deres virksomheder.
Læs hele Styrelsen for Samfundssikkerheds opdaterede trusselsvurdering for cybertruslen mod transportsektoren i Danmark.