
Hurtig omstilling er det nye forspring
Toldtruslerne mod Europa har bølget frem og tilbage siden foråret, og senest er deadline for, hvornår højere toldsatser mod en række lande træder i kraft, udskudt til 1. august. Når ingen ved, hvilken plan der holder, er det afgørende at kunne omstille sig – og speditørerne spiller en nøglerolle i at navigere i en virkelighed, hvor usikkerhed er det eneste konstante.
Af Martin Aabak, direktør, Danske Speditører
Sokrates sagde angiveligt, at det eneste, han vidste, var, at han intet vidste. I 2025 føles den erkendelse mere relevant end nogensinde. Forudsigeligheden er forsvundet ud ad bagdøren, og usikkerheden har indtaget hovedscenen – også i international handel, hvor konsekvenserne rammer direkte ned i forsyningskæder, kontrakter og kapacitetsplaner.
Lige nu står Trump med toldhammeren løftet over Europa. Vi ved ikke, hvornår han slipper den – eller hvor hårdt den rammer. Det eneste sikre er, at risikoen er reel, og at den tvinger aktører i hele forsyningskæden til at agere i en virkelighed, hvor ingen plan holder længe ad gangen.
Toldtruslerne mod Europa har bølget frem og tilbage siden foråret, og senest er deadline for, hvornår højere toldsatser mod en række lande træder i kraft, udskudt til 1. august. Adspurgt om den nye deadline er endelig, har Trump i sin vanlige upræcise stil svaret, at den er endelig – men ikke 100 procent endelig. Med andre ord: Vi kan ikke vide os sikre. I mellemtiden er varsler sendt ud, formelle breve er på vej, og forhandlingerne mellem EU og USA er i gang på højeste niveau.
Usikkerheden er ikke bare en stemning; den er en produktionsrisiko, en logistikudfordring og et kommercielt benspænd. Hvordan planlægger man, når man ikke ved, om det, man sender i dag, bliver mødt af 30 % told i næste uge? Hvilke forbehold skal med i kontrakterne? Kan vi levere til tiden – og skal vi overhovedet forsøge?
For speditørerne er det her ikke et tankeeksperiment. Det er hverdag. Og det kræver en logik, der rækker ud over plan A og plan B – og somme tider kan man
spekulere på, om der overhovedet er bogstaver nok i alfabetet til alle de nødvendige planer. For når ingen ved, hvad der sker, bliver det vigtigere end nogensinde at vide, hvad man gør, hvis det sker.
Samtidig ser vi, hvordan presset forplanter sig. De europæiske havne er under massivt pres – ikke kun på grund af toldtrusler, men også på grund af aflyste skibsruter, lav vandstand i floderne og omdirigeringer uden om Rødehavet. Og nye forsinkelser kan lige så godt komme fra tekniske problemer i de nye EU-grænsesystemer.
Men der er også grund til en vis optimisme. Vi har netop set, hvordan speditørernes stemme er blevet hørt. 25-timers-reglen er fortid. Og Færdselsstyrelsen har justeret cabotagevejledningen, så den langt bedre flugter med gældende EU-ret og dansk retspraksis. Det er ikke tilfældigt. Det er resultatet af en branche, der er både vedholdende og løsningsorienteret.
Derfor ser vi også frem mod sensommeren med en blanding af årvågenhed og ambition. Med det danske EU-formandskab i gang er der en reel mulighed for at præge de dagsordener, der former fremtidens rammevilkår: emissionsopgørelser, investeringer i infrastruktur, toldreform og vægt- og dimensionsdirektiver. Vi vil gribe den mulighed, men vi vil også minde om, at regulering uden virkelighedsfornemmelse hurtigt skaber flere forhindringer end løsninger.
Når ingen ved, hvilken plan der holder, er det afgørende at kunne omstille sig – og speditørerne spiller en nøglerolle i at navigere i en virkelighed, hvor usikkerhed er det eneste konstante.