Europas havne er under pres

Europas største havne er ramt af den værste forsyningsforstyrrelse siden coronapandemien. Donald Trumps uforudsigelige toldpolitik i kombination med usædvanligt lav vandstand i centrale europæiske floder har forstyrret skibenes ruter og skabt en kædereaktion af forsinkelser. Situationen forværres yderligere af krigen i Ukraine, spændingerne mellem Kina og Vesten og den eskalerede usikkerhed i Rødehavet. Samlet set betyder det, at flere rederier har omlagt deres ruter, og store mængder gods nu strømmer ind i de nordeuropæiske havne, som allerede er under massivt pres.

Konsekvenserne er mærkbare. Ifølge Financial Times må skibe vente mellem 66 og 77 timer på at blive losset i havne som Rotterdam, Hamburg og Antwerpen, og mange containere bliver liggende i dagevis, før de kan hentes videre. Ifølge en analyse fra Kuehne+Nagel er ventetiden i Hamborg steget med 49 procent fra marts til maj. I Antwerpen er stigningen på 37 procent og i Bremerhaven hele 77 procent.

Det er ikke kun en udfordring til søs. Presset har nu også forplantet sig til landtransporten. RailFreight.com rapporterer, at jernbaner og lastbiltransporter i stigende grad forsinkes, fordi terminaler er overfyldte, og lagerkapaciteten ikke rækker. Og ifølge TradLinx har hele 96 procent af verdens terminaler oplevet kapacitetsproblemer i juni – med ventetider på op til ti dage i centrale knudepunkter som Rotterdam og Singapore.

Alt dette sætter den europæiske logistik under pres – og det kan mærkes hos speditørerne. Det er dem, der skal holde sammen på forsyningskæderne, når skibsanløb aflyses, containere bliver forsinkede, og kunderne har brug for nye løsninger. Men de gør det i en virkelighed, hvor der hverken er garanti for kapacitet eller adgang til rettidig information.

For mange speditionsvirksomheder betyder det, at hverdagen handler langt mindre om klassisk planlægning og langt mere om at reagere hurtigt og træffe beslutninger med ufuldstændige data. Man bruger mere tid på at informere kunder om uforudsete ændringer, på at lede efter alternative transportveje og på at finde plads, hvor der reelt ikke er nogen.

Set i lyset af den nuværende udvikling er der meget, der tyder på, at presset på de europæiske havne ikke vil aftage med det samme. Flere rederier forventes at fastholde de omlagte ruter uden om Rødehavet i de kommende måneder, hvilket fortsat vil føre store godsmængder ind via de nordeuropæiske knudepunkter. Samtidig er flere havne fortsat hæmmet af lav bemanding, begrænset lagerkapacitet og flaskehalse i baglandet – forhold, der ikke løses fra den ene dag til den anden.

For danske speditører betyder det, at de må forberede sig på en længere periode med ustabile forsyningsmønstre, uforudsigelige ankomsttider og strukturelt pres på både pris og kapacitet. Det stiller skærpede krav til planlægning, kundekommunikation og evnen til at arbejde med parallelle løsninger i et dynamisk marked.
Samtidig understreger udviklingen behovet for bedre anvendelse af realtidsdata, tættere samarbejde på tværs af transportformer – og en politisk erkendelse af, at en robust logistiksektor kræver mere end blot infrastruktur. Den kræver aktører, der kan agere hurtigt, kvalificeret og med udsyn. Og det er netop den rolle, speditørerne allerede udfylder – og i stigende grad vil få behov for at spille.