EU’s toldreform – mellem digitalisering og usikkerhed

Ved årets Toldkonference satte Danske Speditører fokus på EU’s omfattende toldreform – en reform, der befinder sig midt i den "perfekte storm”

Det nautiske udtryk “den perfekte storm” har været kendt i århundreder. Fænomenet opstår, når flere ekstreme vejrforhold mødes og skaber en ekstremt farlig storm. Her består stormen i kombinationen af erhvervslivets fokus, en ”ung” Toldstyrelse og en forhastet Kommission, som netop nu skaber en tilsvarende situation på toldområdet – med både store muligheder og væsentlige risici for den danske logistikbranche.

EU’s toldreform sigter mod at modernisere og ensarte toldbehandlingen i hele Europa. Med initiativer som EU Data Hub, Trust & Check-ordningen og øget genanvendelse af data er målet at skabe hurtigere, mere smidige processer og en højere grad af digital integration mellem myndigheder og virksomheder.

For erhvervslivet er potentialet med reformen eksempelvis:

  • Færre forskelle mellem medlemslandene og dermed mere ensartet toldbehandling
  • Styrket digitalisering, der reducerer dobbeltarbejde og fremmer automatisering
  • Muligheder for forenklinger og frigivelse af gods under visse betingelser
  • Nye former for partnerskab med myndighederne gennem Trust & Check-status

Kort sagt: Reformen kan – hvis den implementeres klogt – give et langt mere effektivt og moderne toldsystem, hvor gennemsigtighed og øget brug af data er nøgleordene.

Bekymringer og usikkerhed
Men bag de flotte ambitioner gemmer sig også en række røde advarselslamper. Danske Speditører peger særligt på:

  • Manglende gennemsigtighed i Kommissionens arbejde med de supplerende forordninger, som først kommer senere – og hvor erhvervslivet har begrænset indflydelse.
  • Risiko for øget hæftelse for speditører, hvis direkte repræsentation begrænses, og ansvaret forskydes mod importører og repræsentanter.
  • Uklare rammer for forenklinger, der i flere tilfælde kobles til Trust & Check-ordningen, men ikke konsekvent.
  • Nationale særgebyrer og forskelle i implementeringen, der kan føre til “member state shopping” i stedet for ensretning.
  • En forhastet proces, hvor både Kommissionen og de nationale myndigheder risikerer at presse reformen igennem uden de nødvendige konsekvensanalyser.

Med andre ord forudsætter de gode perspektiver, at udfordringerne håndteres korrekt – ellers risikerer reformen at skabe mere kompleksitet end forenkling.

Vejen frem
Danske Speditører opfordrer til, at både danske og europæiske myndigheder tager sig tid til grundige konsekvensanalyser af “nyhederne” i reformen, og reelle høringsprocesser, før de nye regler træder i kraft.

Reformen bør bygge videre på de eksisterende, velfungerende ordninger – ikke rive dem ned. Med den rette balance mellem politik, pragmatik og partnerskab kan toldreformen stadig blive et vendepunkt mod et mere effektivt, retfærdigt og digitalt EU-toldområde.