Mere smidig overgang til DMS

Toldstyrelsen har i dag meddelt, at de vil modtage importangivelser i det eksisterende importsystem frem til 14. marts. Det betyder, at det nuværende toldimportsystem ikke lukker ned den 28. februar, som ellers tidligere annonceret.

Beslutningen kommer efter en periode med tæt dialog mellem Toldstyrelsen og erhvervet, hvor virksomheder har delt konkrete erfaringer fra test og onboarding i DMS Import, og hvor der løbende er sket justeringer og fejlrettelser i systemet. På baggrund af de praksisnære erfaringer har Danske Speditører anbefalet, at lukningen af det nuværende system blev udsat for at understøtte en mere smidig overgang, og vi ser positivt på, at der er blevet lyttet til branchens input.

Den ekstra periode giver virksomhederne mulighed for at arbejde videre i DMS Import under mere fleksible rammer, mens det nuværende system i en kort overgangsperiode fortsat fungerer som sikkerhedsnet.

“Vi har lagt stor vægt på at bringe branchens praksisnære erfaringer ind i dialogen, og derfor er jeg glad for, at Toldstyrelsen har lyttet. Det giver bedre forudsætninger for en overgang, der kan gennemføres uden risiko for stop i vareflowet,” siger Martin Aabak, administrerende direktør i Danske Speditører.

Dialogen med Toldstyrelsen har været tæt forankret i virksomhedernes erfaringer og en indgående behandling i Fagudvalg Told, som har bidraget væsentligt til det faglige grundlag i processen.

Danske Speditører er fortsat i tæt dialog med Toldstyrelsen om det videre forløb og orienterer løbende vores medlemmer, når der er nyt.

Læs meddelelsen fra Toldstyrelsen her

Venlig hilsen

Martin Aabak

Danske Speditører