
Toldstyrelsen nedsætter beredskabsgruppe efter dialog med Danske Speditører
Danske Speditører har længe opfordret til samarbejde mellem branchen og myndigheder for at ruste Danmark bedst muligt til krisesituationer. På toldområdet har vi konkret foreslået scenarieøvelser som et redskab til at styrke beredskabet, og på den baggrund nedsætter Toldstyrelsen nu en arbejdsgruppe.
Hvad sker der, hvis et stort område af Danmark pludselig står uden strøm? Eller et IT-nedbrud lammer centrale systemer? Hvordan sikrer vi, at samfundet holdes i gang, og at vareflowet opretholdes, så der er mad i supermarkedet og medicin på apoteket?
Det er noget af det, som Danske Speditører længe har efterspurgt tættere koordinering mellem branchen og myndigheder omkring. På toldområdet har vi helt konkret opfordret Toldstyrelsen til at etablere et samarbejde om scenarieøvelser, så myndigheder og virksomheder sammen kan teste beredskab, samarbejdsflader og nødprocedurer, før en krise opstår.
På baggrund af drøftelserne med os nedsætter Toldstyrelsen nu en arbejdsgruppe, der skal øve scenarier på toldområdet. Konkret drejer det sig om manuel toldbehandling og dokumenthåndtering i krisesituationer.
Danske Speditører glæder os til samarbejdet og ser frem til at stille vores viden og erfaring til rådighed i udarbejdelsen af anbefalinger, nødprocedurer og action cards, som kan anvendes af myndigheder og virksomheder i en krisesituation.
Hos Danske Speditører har vi opfordret til tættere samarbejde med myndighederne som en del af et større arbejde, fordi vi ved, at speditørerne spiller en nøglerolle i at sikre, at varer og gods kommer frem under en krise. Men der er et stort behov for klare rammer og kommandoveje, så vi ikke bliver fanget i flaskehalse og uklarhed om roller og ansvar.
Vores vigtigste prioritering er, at vareflowet ikke går i stå, som det eksempelvis var tilfældet, da et større it-nedbrud ramte Toldstyrelsen i januar. Derfor skal vi forberede os i fællesskab, inden den næste krise rammer.
Den nye arbejdsgruppe er et skridt i den rigtige retning. Men det tætte samarbejde mellem erhvervsliv og myndigheder skal række langt ud over toldområdet. Vi arbejder fortsat på, at forsyningssikkerhed og robusthed får større politisk opmærksomhed.
Og så arbejder vi samtidig med en række initiativer, der skal styrke både forsyningskædernes og medlemsvirksomhedernes robusthed. Mere om dette arbejder følger på et senere tidspunkt.