Irsk EU-formandskab sætter fokus på transport og Europas konkurrenceevne

Investeringer i infrastruktur, robuste forsyningskæder og mindre bureaukrati bliver centrale temaer under det irske EU-formandskab. Det er områder, som også står højt på dagsordenen hos Danske Speditører, der længe har peget på transport og logistik som afgørende for Danmarks og Europas vækst, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.

Når Irland overtager EU-formandskabet den 1. juli 2026, bliver transport, handel og økonomisk sikkerhed blandt de centrale temaer på den europæiske dagsorden. Det irske formandskab har lanceret et ambitiøst program med fokus på konkurrenceevne, forenkling, robusthed og sikkerhed – områder, der alle har stor betydning for transport- og logistikbranchen.

En af de vigtigste transportpolitiske prioriteter bliver at indlede forhandlingerne om den næste Connecting Europe Facility (CEF) som led i arbejdet med EU’s kommende langtidsbudget for perioden 2028-2034. Samtidig understreger Irland behovet for fortsatte investeringer i det transeuropæiske transportnet (TEN-T), som udgør rygraden i Europas transportinfrastruktur.

Forsyningskæder og sikkerhed i centrum
Det irske formandskab lægger samtidig stor vægt på forsyningssikkerhed og robuste forsyningskæder. Efter flere år med geopolitiske spændinger, handelskonflikter og forstyrrelser i globale transportkæder ønsker EU at styrke sin økonomiske modstandskraft.

Sikkerhed bliver et andet gennemgående tema. Irland vil blandt andet arbejde for at styrke havnes og kritisk transportinfrastrukturs modstandsdygtighed over for organiseret kriminalitet, cyberangreb og andre sikkerhedstrusler. Derudover skal arbejdet med militær mobilitet og implementeringen af EU’s maritime sikkerhedsstrategi videreføres.

Mindre bureaukrati og bedre rammevilkår
Et andet område med stor relevans for erhvervslivet er EU’s forenklingsdagsorden. Irland har gjort det klart, at man vil arbejde for at reducere unødigt bureaukrati og fremme mere smidige regler på transportområdet. Målet er at styrke konkurrenceevnen i hele transportøkosystemet gennem enklere og mere effektive rammevilkår.

Det er fokusområder, som ligger i tråd med Danske Speditørers arbejde. Blandt andet bør transport og logistik i vores optik have langt mere fokus i den politiske debat, da robuste forsyningskæder er fundamentet for såvel europæisk som dansk forsyningssikkerhed, vækst og konkurrenceevne.