
Der er stadig penge i puljen til grøn omstilling af den tunge vejtransport
Der er fortsat midler i puljen til grøn omstilling af tung vejtransport 2026. Virksomheder, der overvejer at investere i grønne lastbiler eller lade- og tankinfrastruktur, kan derfor stadig nå at søge støtte.
Vejdirektoratet har meddelt, at der stadig er 43 mio. kr. tilbage i puljen til grøn omstilling af tung vejtransport. Puljen giver mulighed for støtte til blandt andet indkøb eller leasing af grønne lastbiler samt etablering af depotladning og -tankning til el og brint og destinationsladning. Der er indtil videre givet tilskud til indkøb af 21 ellastbiler, leasing af 38 ellastbiler samt til 10 projekter med depotladning.
Midlerne fordeles efter først-til-mølle-princippet. Puljen på i alt 160 mio. kr. for 2026 åbnede for ansøgninger den 4. februar og lukker for ansøgninger den 30. september kl. 15.00, men lukker tidligere, hvis alle midler bliver fordelt.
Det kan derfor være en god idé at få undersøgt mulighederne nu, hvis virksomheden har konkrete planer om at investere i grøn omstilling af den tunge vejtransport.
Puljen administreres af Vejdirektoratet og er en del af den samlede indsats for at understøtte den grønne omstilling og effektivisering af vejgodstransporten.
Læs mere om puljen og ansøgning hos Vejdirektoratet her Pulje til grøn omstilling af tung vejtransport 2026