
Transportkommissær vil have ”Military Schengen” inden 2027
Europa skal kunne flytte militært materiel hurtigt på tværs af grænser. Derfor efterlyser EU’s transportkommissær Apostolos Tzitzikostas et ”Military Schengen” inden 2027. Samtidig skal den civile transportinfrastruktur være bedre rustet til både militær mobilitet og fremtidens godstransport.
Et fælles europæisk system for hurtigere grænsepassage af militært materiel kan være på vej. På Connecting Europe Days i Bruxelles opfordrede transportkommissær Apostolos Tzitzikostas til, at Europa etablerer et ”Military Schengen” inden 2027.
Drøftelserne om militær mobilitet pegede samtidig på behovet for at tænke militære behov ind i den civile infrastruktur fra begyndelsen. Det gælder blandt andet hurtigere tilladelser på tværs af grænser, stærkere infrastruktur, alternative ruter og bedre deling af data.
Samtidig blev det fremhævet, at transportvirksomheder bør inddrages tættere i beredskabsplanlægningen. Det er de virksomheder, der til daglig driver en stor del af den transportinfrastruktur og de logistikkæder, som også skal kunne fungere i en krisesituation.
Vigtigt med tættere samarbejde mellem offentlige myndigheder og private aktører
Danske Speditører støtter tættere samarbejde mellem private aktører og offentlige myndigheder og har bl.a. tidligere i omfattende høringssvar til Europa-Kommissionen opfordret til, at private logistikoperatører bliver tænkt med fra begyndelsen i EU’s forsvarsberedskab. På den nationale bane tilskynder vi også kontinuerligt til øget offentligt-privat samarbejde i Danmark. Vores medlemmer er klar til dialog med forsvarsaktører om deres behov, hvis en større krise skulle ramme.
Stigende risiko for svindel på dagsordenen
Connecting Europe Days satte også fokus på den bredere infrastruktur. Her blev bl.a. manglen på sikre lastbilparkeringspladser fremhævet som en del af Europas infrastrukturudfordring. Utilstrækkelige parkeringsforhold øger risikoen for chauffører og gods, men har også betydning for arbejdsforholdene og branchens mulighed for at tiltrække arbejdskraft i en tid med massiv chaufførmangel, som kun bliver værre de kommende år.
Den stigende risiko for godstyveri og forskellige former for svindel og bedrag blev drøftet. Der er behov for bedre kontrol og verifikation gennem hele forsyningskæden. Det synspunkt deler vi til fulde. Vi oplever også en stigning i godstyveri blandt vores medlemmer, og når den digitale udvikling gør svindelforsøg stadigt sværere at gennemskue, bruger virksomhederne flere ressourcer på at beskytte sig.