
Danske Speditører efterlyser klare rammer for opkrævning af vejafgiftsbøder
Et nyt lovforslag skal give Færdselsstyrelsen mulighed for at anvise udenlandske køretøjer til kontrol ved vejsiden og opkræve forfaldne, ubetalte vejafgiftsbøder. Danske Speditører bakker op om en effektiv håndhævelse, men peger samtidig på behovet for klare og proportionale regler, så speditører, vareejere og forsyningskæder ikke rammes unødigt.
Med lovforslag L 19 foreslår regeringen at give Færdselsstyrelsen nye beføjelser til at håndhæve reglerne om vejafgift over for udenlandske køretøjer. Formålet er at styrke opkrævningen af bøder, der ikke er blevet betalt.
Forslaget indebærer blandt andet, at Færdselsstyrelsen kan anvise udenlandske køretøjer til et kontrolsted ved vejsiden og tilbageholde køretøjer med henblik på at opkræve ubetalte vejafgiftsbøder.
Danske Speditører har peget på uklarheder
Danske Speditører har tidligere i høringssvar fremhævet, at det skal være klart, hvilke køretøjer myndighederne kan tilbageholde, og hvordan reglerne skal anvendes i praksis.
Vi støtter en effektiv håndhævelse af vejafgiftsreglerne. Ubetalte bøder skal inddrives. Men håndhævelsen skal ske proportionalt og med blik for de samlede konsekvenser. Forsinkelser, ekstra håndtering og afbrudte transporter kan påvirke hele forsyningskæden og skabe omkostninger for virksomheder, der ikke er ansvarlige for overtrædelsen. Derfor er det vigtigt, at reglerne udformes med blik for både håndhævelsen og de samfundsøkonomiske konsekvenser.
Tilbageholdelse af køretøjer kan få betydelige konsekvenser for vareejere, speditører og kunder, hvis gods forsinkes eller skal omlastes. Derfor handler proportionalitet ikke kun om selve indgrebet, men også om de samlede omkostninger, som kan opstå i forsyningskæden. Vi har derfor anbefalet tydeligere regler eller vejledning.
Lovforslaget skal nu behandles i Folketinget. Danske Speditører vil i den videre proces følge, hvordan reglerne udmøntes i praksis. Samtidig bør myndighederne arbejde for stærkere grænseoverskridende samarbejde om inddrivelse af bøder.
Har du spørgsmål til den nye lovgivning, er du altid velkommen til at kontakte vores juridiske afdeling på 70 13 12 14.