
Er du klar til de nye krav til transport af secure air cargo?
Fra 1. januar 2027 bliver det et krav, at transportører af sikkerhedskontrolleret luftfragt og luftpost inden for EU har den nødvendige godkendelse. Nu nærmer fristen sig.
Speditører, der selv er godkendt som Regulated Agent, kan fortsat transportere sikkerhedskontrolleret luftfragt med egne køretøjer. Hvis speditøren bruger en ekstern transportør, skal transportøren fra 1. januar 2027 være Godkendt Transportør.
Den nuværende ordning, hvor en Regulated Agent eller Known Consignor kan benytte en transportør på baggrund af en underskrevet Haulier Declaration (Annex 6-E), udfases. Haulier Declaration kan kun anvendes frem til 31. december 2026.
Derfor er det vigtigt at gennemgå hele transportørnetværket og afklare, hvilke samarbejdspartnere der fortsat skal transportere secure air cargo efter årsskiftet, og om de har – eller er i gang med at opnå, og forventer inden for tidsfristen at opnå – den nødvendige godkendelse.
Hvis en forsendelse transporteres af en virksomhed uden den påkrævede status, kan den miste sin secure status. Det betyder, at godset skal sikkerhedsscreenes igen, inden det kan accepteres til lufttransport. Det kan medføre ekstra omkostninger og forsinkelser.
Kom i gang inden årsskiftet
Danske Speditører opfordrer derfor medlemmerne til at tage dialogen med deres transportører nu og sikre, at de nødvendige godkendelser og aftaler er på plads inden fristen.
Læs mere om de nye krav og se, hvad ændringerne betyder
Som Danske Speditører orienterede om i april 2026, offentliggjorde Trafikstyrelsen tidligere på året en vejledning. Du kan finde den samt mere information her: https://www.trafikstyrelsen.dk/luftfart/security/godkendt-transportoer
Spørgsmål til vejledningen skal rettes til Trafikstyrelsen.
Du kan også kontakte Danske Speditørers juridiske afdeling på tlf. 70 13 12 14, hvis du har spørgsmål vedr. Godkendte Transportører.