
Danske Speditører udvider aftale om sikkerhedsdokumenter til Montenegro og Moldova
Fra 1. november 2026 kan sikkerhedsdokumenter udstedt af Danske Speditører ved enkelt sikkerhedsstillelse også anvendes ved forsendelser til Montenegro og Moldova.
Toldstyrelsen har indgået en ny kautionsaftale med Danske Speditører, som udvider aftalens geografiske dækning til de to lande.
Montenegro og Moldova tiltrådte 1. november 2025 konventionen om en fælles forsendelsesprocedure. Den nye aftale betyder, at sikkerhedsdokumenter ved enkelt sikkerhedsstillelse (TC 32), som Danske Speditører udsteder fra og med 1. november 2026, nu også kan anvendes ved forsendelser til Montenegro og Moldova.
Vær opmærksom på datoen
Sikkerhedsdokumenter udstedt før 1. november 2026 er ikke omfattet af den nye aftale og kan derfor ikke anvendes ved forsendelser til de to lande.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte vores juridiske afdeling på tlf. 7013 1214.
Læs mere i Toldstyrelsens tidligere nyhed om Montenegros og Moldovas tiltrædelse af forsendelseskonventionen.