
Danske Speditører: Omkoblingsplads er et skridt på vejen – men der skal mere til
Den nye omkoblingsplads ved Tietgenbyen giver transportører bedre muligheder for at benytte de lange EMS2-vogntog. Danske Speditører ser positivt på udviklingen, men peger samtidig på behovet for et større og mere sammenhængende vejnet og mere ensartede regler på tværs af grænser.
Vejdirektoratet åbnede den 14. september en ny omkoblingsplads ved Tietgenbyen i Odense. Den er etableret som led i udvidelsen af forsøgsordningen med EMS2-vogntog, også kendt som dobbelttrailere. Siden 2024 har forsøgsordningen gjort det muligt at køre med EMS2-vogntog på strækningen mellem Aarhus og Høje Taastrup og videre til Sverige.
Tidligere på året åbnede Vejdirektoratet en tilsvarende plads ved Vejle Ø. Og med åbningen af pladsen i Odense bliver mulighederne for at benytte de lange vogntog nu udvidet yderligere.
På omkoblingspladserne kan vognmænd og distributører koble dele af de lange vogntog til eller fra, inden kørslen fortsætter.
De lange vogntog gør det muligt at transportere mere gods ad gangen og dermed udnytte kapaciteten i godstransporten bedre. Danske Speditører finder det positivt, at infrastrukturen løbende bliver tilpasset, så mulighederne i forsøgsordningen kan udnyttes i praksis.
Vi ser store samfundsmæssige potentialer i EMS2-vogntog. Længere og mere effektive vogntog kan reducere antallet af ture og dermed CO2-udledningen per transporteret enhed. Samtidig betyder mere gods per chauffør færre ture i en tid, hvor det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft.
Nu skal vi bygge videre
De nye omkoblingspladser er et godt skridt på vejen, men potentialet er langt større, hvis infrastrukturen følger med.
Danske Speditører har længe efterspurgt en mere sammenhængende udbygning af forsøgsvejnettet og bedre forbindelser til de svenske og tyske grænseovergange. Samtidig bør reglerne så vidt muligt være ens på tværs af landegrænser. Så længe det kontinentale Europa endnu ikke er med, er det oplagt at fortsætte med at arbejde for fælles nordiske regler.
En udvidelse af forsøgsvejnettet vil give virksomhederne større fleksibilitet og færre administrative barrierer.
Med omkoblingspladserne i Vejle og Odense er der taget endnu et konkret skridt. Nu handler det om at fortsætte arbejdet med vejnet og regler, så potentialet i de lange vogntog kan udnyttes endnu bedre.
Læs også: Ny omkoblingsplads til lange vogntog åbner ved Odense | Vejdirektoratet