DMS Import: lukning af det nuværende system udskydes til februar 2026

Toldstyrelsen har besluttet at udskyde lukningen af det nuværende importsystem til februar 2026. Det giver virksomheder og speditører længere tid til at teste og omstille sig til det nye DMS Import-system, som gradvist er ved at blive implementeret.

»Vi er glade for meldingen om, at det nuværende system først lukkes til februar 2026. Danske Speditører har arbejdet målrettet for en realistisk tidsplan, så vores medlemmer kan teste og omstille sig til DMS Import uden unødige risici, og vi er glade for, at Toldstyrelsen har lyttet,« siger Martin Aabak, administrerende direktør i Danske Speditører.

Han understreger, at organisationen ser den nye tidsplan som et tegn på, at myndighederne har fokus på virksomhedernes behov:

»Vi ser den skitserede tidsplan som et udtryk for, at Toldstyrelsen har fokus på, at det nye system skal fungere i praksis for virksomhederne, inden det nuværende system lukkes. Det er netop det, Danske Speditører har argumenteret kraftigt for. Vores ambition er, at DMS Import implementeres på en måde, der understøtter effektiv toldhåndtering for speditørerne.«

Også hos Toldstyrelsen fremhæver man behovet for kvalitet og grundighed i processen.

»Vi er nået langt med udviklingen af DMS Import, og vi har nået nogle vigtige milepæle for at få den grundlæggende funktionalitet på plads, så vi efterlever EU-lovgivningen. Men processen er omfattende, og der er fortsat behov for at sikre, at systemet har en kvalitet, så erhvervslivet kan få den bedst mulige onboarding. På den baggrund har vi besluttet, at Importsystemet lukker i februar 2026«, forklarer Claus Bruun Johannessen, chef for it-udvikling i Toldstyrelsen.

Han understreger, at virksomhederne skal have tilstrækkelig tid til at afprøve systemet:

»Vi skal sikre os, at virksomhederne har tid til at teste de angivelser og funktioner, som er vigtige for netop deres forretning, før DMS Import tages i brug.«

Ifølge Martin Aabak er udskydelsen resultatet af en tæt dialog mellem branchen og myndighederne. »Vi har længe peget på behovet for en realistisk overgang, og det styrker både kvaliteten, sikkerheden og tilliden hos speditørerne, at overgangsperioden nu bliver længere,« siger han.

Toldstyrelsen arbejder i øjeblikket sammen med it-leverandøren om en detaljeret plan for kommende opdateringer af DMS og den præcise dato for lukningen af importsystemet i februar 2026. Når planen er fastlagt, bliver den offentliggjort på toldst.dk/dms og i Toldstyrelsens nyhedsbrev.

Den tidligere annoncerede opdatering den 27. september gennemføres som planlagt.

b
b
b