
EU indleder sag mod Danmark og fem andre lande for forsinket told-IT
Europa-Kommissionen har den 9. maj indledt traktatbrudsprocedurer mod seks medlemslande – herunder Danmark – for manglende implementering af centrale elektroniske toldsystemer i henhold til EU’s toldkodeks (UCC).
Europa-Kommissionen har den 9. maj indledt traktatbrudsprocedurer mod seks medlemslande – herunder Danmark – for manglende implementering af centrale elektroniske toldsystemer i henhold til EU’s toldkodeks (UCC).
De øvrige lande er Tjekkiet, Grækenland, Østrig, Rumænien og Slovakiet. Alle har modtaget en formel åbningsskrivelse fra Kommissionen, fordi de ikke har sikret, at de nationale systemer til midlertidig oplagring og det nationale importsystem for luftfragt er fuldt operationelle, som det ellers var påkrævet senest den 31. december 2023.
Disse systemer er centrale elementer i toldkodeksens digitaliseringsmål og skal sikre både elektronisk angivelse af tolddata og korrekt kontrol af importformaliteter. Systemet til midlertidig oplagring gør det muligt at føre tilsyn med varer ved ankomst til EU, mens det nationale importsystem er afgørende for at gennemføre toldmæssige og ikke-toldmæssige kontroller – herunder forbud og restriktioner.
Manglende implementering med konsekvenser
Kommissionen vurderer, at manglende implementering undergraver effektiviteten af hele EU’s toldramme, svækker mulighederne for at inddrive toldindtægter korrekt og skader kompatibiliteten mellem nationale og EU-dækkende systemer.
»Forsinkelser i implementeringen af både DMS Eksport og DMS Import, sådan som UCC kræver, skaber usikkerhed for virksomheder, der opererer med import og eksport. Toldrepræsentanter og speditører risikerer ekstra manuel håndtering på grund af forskellig praksis mellem medlemslande, og det kan betyde potentielle fejl,« fastslår adm. direktør Martin Aabak, der dog har forståelse for, at hastværk kan betyde åbning for IT-systemer, som ikke funger tilfredsstillende.
»Vi har en god dialog med Toldstyrelsen. Der er sikkert mange grunde til, at de ikke er på plads, men jeg er bevidst om, at Toldstyrelsen sammen med os har blik for, at overgangen sker smidigt – og at myndighederne sikrer, at systemerne fungerer i praksis og er tilpasset virksomhedernes behov. Det vigtigste for os som brugere er, at de eksisterende IT-systemer ikke lukkes, før de nye systemer er operationelle,« slutter Martin Aabak.
De seks lande har nu to måneder til at svare på Kommissionens henvendelse. Hvis svarene ikke anses for tilfredsstillende, kan næste skridt være, at Kommissionen afgiver en begrundet udtalelse – et formelt skridt i traktatbrudsproceduren.
Danske Speditører følger sagen nøje og orienterer medlemmerne, når der foreligger nyt om den danske status og eventuelle konsekvenser for operatørerne.