EU-landene bakker op om fælles havnestrategi

EU's transportministre har godkendt Rådets konklusioner om en europæisk havnestrategi. Danske Speditører leverede sidste år omfattende anbefalinger til EU-Kommissionen for at sikre robusthed, konkurrenceevne og bæredygtighed i de europæiske havne.

Havnestrategien bygger på EU-Kommissionens havnestrategi fra marts 2026 og skal styrke EU-havnenes rolle som centrale knudepunkter for handel, energiforsyning, industriel udvikling, militær mobilitet og økonomisk sikkerhed. Rådet opfordrer blandt andet til initiativer, der skal styrke havnenes konkurrenceevne, imødegå urimelig konkurrence og beskytte kritisk infrastruktur.

Medlemsstaterne peger samtidig på behovet for at styrke havnenes sikkerhed mod organiseret kriminalitet, cyberangreb og hybride trusler samt fremskynde digitalisering og investeringer i infrastruktur til ren energi.

Et centralt tema i konklusionerne er konsekvenserne af EU’s klimalovgivning, herunder EU ETS. Medlemsstaterne anerkender bekymringer om, at reglerne kan påvirke EU-havnenes konkurrenceevne.

Det ligger i tråd med Danske Speditørers anbefalinger, hvor vores fokus er på at styrke robustheden, konkurrenceevnen og bæredygtigheden i de europæiske havne. Vi har bl.a. peget på behovet for flere investeringer i infrastruktur, vigtigheden af cybersikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse samt skærpet håndhævelse af EU’s konkurrenceregler, så vi sikrer fair vilkår for alle aktører.

Rådet understreger desuden behovet for tilstrækkelig finansiering, kompetenceudvikling og investeringer i arbejdsstyrken for at understøtte sektorens omstilling. Europa-Kommissionen skal nu samarbejde med medlemsstaterne og relevante aktører om implementeringen af strategien med henblik på at fastholde Europas førende position inden for global søtransport.