
Europa skal have transportinfrastruktur, der kan holde til fremtidens klima
Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen sætter fokus på behovet for et stærkere europæisk transportnet og klimatilpasning af infrastrukturen. Det er dagsordener, som Danske Speditører i høj grad bakker op om.
Europa har brug for en sammenhængende transportinfrastruktur, hvis kontinentet skal styrke sin konkurrenceevne og sikre stabile forsyningskæder. Det var et centralt budskab fra Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, da hun åbnede EU’s store transportkonference, Connecting Europe Days, i Bruxelles.
Von der Leyen efterlyste en ”rigtig transportunion” og fremhævede behovet for at færdiggøre det transeuropæiske transportnet, TEN-T. Samtidig skal flaskehalse på tværs af landegrænser fjernes, så de nationale transportsystemer i højere grad hænger sammen som ét europæisk netværk.
Danske Speditører er enig i, at Europa har brug for en stærk og sammenhængende transportinfrastruktur. Velfungerende forbindelser på tværs af landegrænser er en forudsætning for, at gods kan bevæge sig effektivt gennem Europa.
Klimaforandringerne stiller nye krav til infrastrukturen
Et andet centralt tema på Connecting Europe Days var klimatilpasning. Europa-Kommissionen vil i oktober fremlægge en europæisk ramme for klimatilpasning, der blandt andet skal adressere de stigende risici for transportinfrastrukturen fra varme, oversvømmelser og tørke.
Det er en udvikling, som allerede kan mærkes. Hen over sommeren har Europa oplevet blandt andet meget lave vandstande, omfattende skovbrande og oversvømmelser, som har påvirket både mennesker, virksomheder og infrastruktur.
Klimaforandringerne bliver ikke mindre i de kommende år. Derfor er det nødvendigt at tænke klimatilpasning ind, når Europas transportinfrastruktur planlægges, udbygges og vedligeholdes. Samtidig er det vigtigt, at hele forsyningskæden er robust, for når gods skal omdirigeres, skal andre transportformer pludselig håndtere større mængder, som vi blandt andet oplevede i sommer, da der var lav vandstand i Rhinen.
Infrastruktur skal derfor være rustet til de udfordringer, Europa står over for i fremtiden.
Elektrificering kræver europæiske forbindelser
Von der Leyen fremhævede samtidig elektrificering og automatisering som vigtige elementer i fremtidens transport. For nulemissionslastbiler er det afgørende, at der findes pålidelig ladeinfrastruktur på tværs af landegrænser. Derfor peger Kommissionen blandt andet på behovet for europæiske ladekorridorer.
Det understreger Danske Speditørers pointe om, at lastbiler og gods ikke stopper ved landegrænser, og det bør infrastrukturen heller ikke gøre. Vi hilser derfor formandens melding velkommen.
Quality Jobs Act på vej
På beskæftigelsesområdet ventes Kommissionen i de kommende måneder at fremlægge Quality Jobs Act, som skal bidrage til bedre jobkvalitet og samtidig understøtte Europas konkurrenceevne.
Initiativet skal blandt andet se på arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, underleverandørkæder og håndhævelse af arbejdstagerrettigheder. Det kommende arbejde er utroligt vigtigt, blandt andet fordi Europa står med en betydelig mangel på arbejdskraft i transportsektoren, ikke mindst hvad angår chauffører.