Nu falder toldhammeren

Da politikere, erhvervsfolk, analytikere, industriarbejdere og forbrugere onsdag aften rettede opmærksomheden mod Det Hvide Hus' Rosenhave, blev de vidne til hvordan præsident Trump slog med den helt store toldhammer. Præsident Trump betegnede onsdagen som ”Liberation Day”, men med europæiske øjne kan det snarere ses som endnu et skridt på vej mod en global handelskrig. For speditørerne betyder det, at de globale forsyningsruter skal gentænkes, og at kravet om effektivisering af både EU’s vejpakke og kilometerafgiften trænger sig på.

Der har været mange forlydender om de nye toldbestemmelser, men de færreste havde forestillet sig straftold i det fremlagte omfang. Konsekvenserne kan hurtigt blive vidtrækkende_ Det er ikke længe siden, at en rapport fra Nationalbanken slog fast, at en told på alle europæiske varer og et modsvar fra EU ville reducere væksten i Danmark.

Naturligvis er en EU-reaktion påkrævet, og Von der Leyen ser ikke ud til at ryste på hånden. men vi skal huske på, at Trumps papskilt formentlig også kan tolkes som et forhandlingsoplæg, men det må vi ikke bruge til at ”lulle os selv i søvn”. Lad os bruge drøftelserne om told som en katalysator for regelforenkling og bestræbelser for at forbedre konkurrenceevnen. Der er stadig effektiviseringspotentiale i blandt andet EU’s vejpakke og i en intelligent kørselsafgift, og det potentiale bør vi indløse med det samme.

Når speditørerne, for at løse en transportopgave, skal bruge tid på at navigere inden for rammerne af et uforudsigeligt toldsystem, opstår der øget usikkerhed om både omkostninger og transporttid. Det kan resultere i stigende transportudgifter og potentielt tabte markedsandele for speditørernes kunder.

I forvejen har speditørerne fokus på Trump-administrationens forslag om at pålægge havnegebyrer på kinesisk byggede fragtskibe eller skibe, der ejes af kinesiske rederier. I det forslag, der i sidste uge var i høring, nævnes en anløbsudgift på op mod 1,5 millioner dollar pr. havneanløb.

Danmark har stærke handelsrelationer med USA, men med de nye toldændringer og gebyrer risikerer vi hurtigt at lægge et pres på vores eksporterende virksomheder.

Mange, ikke bare danske, virksomheder er afhængige af en stabil og forudsigelig handelspolitik for at kunne planlægge langsigtet og bevare deres konkurrenceevne på eksportmarkederne. For virksomheder, der ikke kan forudsige deres omkostninger, bliver det vanskeligere at planlægge produktion og levering. Det kan føre til forsinkelser, højere priser og færre valgmuligheder for forbrugerne. Samtidig spiller valutakursen også ind. En svækket dollar kan i nogen grad udligne effekten af øgede toldsatser, men stabilitet i både valutakurser og toldpolitikken er at foretrække i bestræbelserne på at sikre optimale forsyningskæder.

For at klæde transport- og speditionsbranchen bedre på til at forstå den aktuelle handelspolitiske situation, afholder vi den 8. maj, i forlængelse af vores generalforsamling, et seminar om at navigere i USA’s handelslandskab under præsident Trump og de geopolitiske realiteter.

Log ind

Du skal være medlem og logget ind for at se dette indhold.

Tilmeld dig

Hvis du ikke har en brugerkonto, men er medlem af Danske Speditører kan du oprette en brugerkonto her: