
Ny guide hjælper speditører med at forebygge identitetsbaseret svindel
I den seneste tid har Danske Speditører sat fokus på den bekymrende stigning i godstyverier, som rammer transport- og logistikbranchen. Blandt andet har vi denne uge afholdt webinar om svindel på transportbørsen. Ny guide kommer med råd og vejledning til, hvordan man som speditør kan undgå at blive svindlet.
Udviklingen i godstyverier afspejler en europæisk tendens, hvor kriminelle aktører anvender stadig mere sofistikerede metoder til at få adgang til værdifulde transporter gennem identitetssvindel og falske transportører.
For at imødegå denne udfordring kan vi nu stille en ny vejledning om forebyggelse af identitetsbaseret godstyveri, som er udarbejdet gennem vores europæiske organisation CLECAT, til rådighed for vores medlemmer. Guiden er udviklet som svar på det stigende antal sager, hvor falske transportører bruges til at stjæle gods eller begå anden svindel i forsyningskæden.
En voksende trussel mod forsyningskæden
Identitetsbaseret godstyveri adskiller sig fra traditionelle tyverier ved, at gerningsmændene ofte fremstår som legitime transportører, speditører eller underleverandører. Ved hjælp af falske dokumenter, kompromitterede e-mailkonti eller kopierede virksomhedsidentiteter lykkes det dem at opnå adgang til transporter, som derefter forsvinder uden spor.
Denne type kriminalitet kan medføre betydelige økonomiske tab og driftsforstyrrelser. Samtidig bliver svindelmetoderne stadig mere professionelle, hvilket gør det vanskeligere at opdage svindlen i tide.
Fokus på forebyggelse og risikostyring
Den nye guide giver konkrete anbefalinger til, hvordan speditører og logistikvirksomheder kan styrke deres forsvar mod denne type kriminalitet. Guiden indeholder desuden en gennemgang af aktuelle svindeltrends, typiske advarselssignaler og praktiske tiltag, som virksomheder kan implementere for at reducere deres operationelle og økonomiske risiko.