
Opdatering af kontraktvilkår på vej
Nordisk Speditør Forbund og Danske Speditører igangsætter revision af NSAB for at matche nye krav til logistik og compliance
Den nordiske logistik- og speditionssektor forbereder en opdatering af sit centrale kontraktgrundlag. Nordisk Speditørforbund (NSF) har officielt sat gang i revisionen af Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB) og dermed indledt en bred, inkluderende proces for at modernisere branchens standardvilkår.
Direktør Martin Aabak, der repræsenterer Danske Speditører i NSF’s bestyrelse, ser frem til forhandlingerne:
»De seneste ti år har skærpet kravene til moderne logistik markant. Effektiv logistik er en forudsætning for sikre, stabile forsyningskæder i komplekse transportkorridorer. Derfor er det helt afgørende, at NSAB følger med udviklingen, så vi kan tilbyde kunderne løsninger, der både er juridisk robuste og tilpasset den virkelighed, vi opererer i hver eneste dag.«
Siden den seneste NSAB-version blev udgivet, har rammevilkårene ændret sig markant. Det skal afspejle sig i regelgrundlaget i hele Norden. NSF’s præsident, Are Kjensli, fremhæver betydningen af en stærk, fælles standard, aftalt mellem transportkøbere og transportbranchen:
»Et moderniseret NSAB handler ikke kun om at opdatere sproget – det handler om at sikre hele det nordiske logistikøkosystem den juridiske klarhed, der er nødvendig for effektiv drift i en hastigt foranderlig verden. Uden en fælles standard risikerer kontrakterne at blive mere fragmenterede, hvilket undergraver ensartethed, tillid og effektivitet.«
Revisionsprocessen gennemføres i tæt samarbejde med transportkunder og nøgleinteressenter i alle nordiske lande. Der er ikke fastlagt sluttidspunkt for forhandlingerne
Siden 1919 har NSAB fungeret som det juridiske fundament for speditionsaftaler i hele Norden og givet klarhed og retssikkerhed i en sektor uden fælles lovgivning. Den seneste version, NSAB 2015, medførte store forbedringer – især ved at tilpasse ansvarsbestemmelserne til internationale transportkonventioner.