
Told-IT: Speditørerne er klar – er Toldstyrelsen?
DMS Import går i drift d. 7. juni - Danske Speditører udtrykker bekymring for implementeringen.
Toldstyrelsen har bekræftet, at det nye digitale importsystem, DMS Import, går i drift den 7. juni 2025. Systemet vil blive implementeret i etaper med løbende tilpasninger over sommeren og en større teknisk opdatering planlagt til september. Det eksisterende importsystem forventes herefter udfaset, men der er endnu ikke fastsat en endelig lukkedato.
Hos Danske Speditører følges implementeringen tæt, og der rejses bekymring for, om systemet i praksis kommer til at understøtte virksomhedernes operative behov. Toldstyrelsen vurderer systemets funktionalitet ud fra lovgivningsmæssige krav – men ikke nødvendigvis ud fra, hvordan arbejdsgangene i speditør- og logistikvirksomheder fungerer i virkeligheden.
»Der er en reel risiko for, at virksomheder bliver nødt til at arbejde uden om systemet – med midlertidige løsninger, der både kan skabe usikkerhed og fordyre håndteringen, særligt når der er tale om tidskritisk eller følsomt gods,« siger Jakob Størling, som gennem længere tid har fulgt udviklingen af importsystemerne.
Danske Speditører har eksempelvis peget på, at der stadig mangler afklaring på centrale funktionaliteter og integrationsmuligheder, som har stor betydning for systemets anvendelighed i praksis.
Danske Speditører arbejder aktivt i dialog med myndighederne for at sikre, at det nye system bliver reelt funktionsdygtigt, før det gamle udfases. Målet er at undgå flaskehalse, fejlbehandlinger og unødvendige omkostninger for virksomheder, der dagligt håndterer tusindvis af tolddeklarationer.
»Vi ønsker en stabil og gennemprøvet løsning, før virksomhederne tvinges til at migrere helt over. Et nyt system må ikke betyde tabt tid eller tabt tillid,« slutter Jakob Størling og opfordrer samtidig medlemmer til løbende at orientere sig om ændringer og stille spørgsmål via Danske Speditørers faglige netværk og rådgivning, hvor vi følger udviklingen tæt.
Danske Speditører har møde med Toldstyrelsen den 20. juni. Her vil Danske Speditører bede om status på de største bekymringspunkter.