Ny omkoblingsplads ved Vejle Ø styrker transporten med lange vogntog

Der bliver nu bedre muligheder for at udnytte de lange og mere effektive EMS2-vogntog. Vejdirektoratet har nemlig åbnet en ny omkoblingsplads ved Vejle Ø, hvor vognmænd og distributører kan til- og frakoble dele af de lange vogntog, inden de fortsætter videre på vejnettet.

Den nye plads ligger cirka 2,5 kilometer fra tilslutningsanlæg 59 ved Hornstrup og er etableret på et areal på omkring 10.000 kvadratmeter, som Vejdirektoratet har erhvervet fra Vejle Kommune. Arbejdet med anlægget begyndte i efteråret 2025 og er nu færdiggjort. 

Omkoblingspladsen er en del af udvidelsen af forsøgsordningen med EMS2-vogntog, også kendt som dobbelttrailervogntog. Her kan man koble trailere fra eller til, så lastbilerne efterfølgende kan fortsætte som almindelige lastbiler eller som EMS1-modulvogntog. På pladsen er der etableret særlige båse på 34 meter, som gør det muligt at håndtere de ekstra lange vogntog sikkert og effektivt. Pladsen er åben for alle transportører, der kører med EMS2-vogntog. 

Siden 2024 har det været muligt at køre med EMS2-vogntog på strækningen mellem Aarhus og Høje Taastrup samt videre mod Sverige som led i en forsøgsordning. Med den nye omkoblingsplads i Vejle udvides mulighederne yderligere. 

Pladsen har kapacitet til, at seks EMS2-vogntog kan omkoble samtidig, hvilket skal bidrage til mere smidige transporter og bedre logistik for erhvervet. 

Vejdirektoratet arbejder samtidig på en lignende omkoblingsplads ved Tietgenbyen i Odense, som forventes at stå klar inden sommer.