
Ny bødemodel for vejafgift giver mere proportionalitet
Færdselsstyrelsen ændrer retningslinjerne for administrative bøder ved overtrædelser af reglerne om den kilometerbaserede vejafgift for lastbiler. Danske Speditører har tidligere advaret mod høje bøder som et mål i sig selv og har netop argumenteret for mere proportionalitet i bødepraksis.
Den hidtidige praksis med én fast bødesats erstattes af en model, hvor bøden fastsættes ud fra de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Fremover kan administrative bøder udgøre 9.000 kroner, 4.000 kroner eller 2.000 kroner afhængigt af overtrædelsens karakter. Ændringen sker gennem et nyt cirkulære, som skal sikre en mere proportional bødeudmåling.
Den tidligere bødemodel anvendte en fast bødesats uanset overtrædelsens omfang. Bøden var oprindeligt 4.500 kroner og blev forhøjet til 9.000 kroner den 1. juli 2025.
i den forbindelse fremhævede Danske Speditører tilbage i 2024, at der naturligvis skal være sanktioner mod systematisk snyd. Men en bøde på 9.000 kr. i tilfælde af administrative fejl er ude af proportioner, og vi foreslog derfor dengang, at forhøjelsen af bøder afventede erfaringer med den kilometerbaserede afgift. Det er positivt, at der nu er indført en differentieret bødemodel.
De nye retningslinjer gælder fra i fredags. Der er ikke offentliggjort ændringer i forhold til allerede udstedte administrative bøder.
Du kan læse mere, herunder se cirkulæret, på Færdselsstyrelsens hjemmeside her.