
EU arbejder videre med godstransportens ”grundlov”
Danske Speditører glæder sig over, at Europa-Kommissionen har droppet planerne om at trække forslaget om en revision af reglerne for kombineret transport tilbage. Arbejdet med at skabe et mere sammenhængende europæisk regelsæt for godstransport kan dermed fortsætte.
Europa-Kommissionen havde tidligere lagt op til at trække forslaget til revision af direktivet om kombineret transport tilbage, fordi der ikke var kommet tilstrækkeligt fremdrift i forhandlingerne. Nu har Kommissionen besluttet at lade forslaget blive på bordet. Det sker blandt andet efter opfordringer fra Europa-Parlamentet og medlemslande om at fortsætte arbejdet.
Det glæder Danske Speditører, som tidligere har kaldt direktivet for godstransportens ”grundlov”. Direktivet har stor betydning for, hvordan forskellige transportformer kan spille sammen, og en revision skal blandt andet gøre det lettere at kombinere vejtransport med jernbane, søtransport og indre vandveje.
Skal gøre kombineret transport enklere
Det nuværende direktiv er fra 1992 og trænger til en opdatering. Kommissionens forslag skal blandt andet skabe mere ensartede regler på tværs af EU og gøre det lettere at bruge kombinerede transportløsninger.
Et centralt, men også omdiskuteret, element i forslaget er en ny definition af, hvornår en transport kan betegnes som kombineret transport. Kommissionen foreslår blandt andet, at transporten skal kunne dokumentere en reduktion af de eksterne omkostninger på mindst 40 pct. sammenlignet med ren vejtransport. Det har vist sig vanskeligt at nå til enighed om i både Europa-Parlamentet og Rådet.
For Danske Speditører er det afgørende, at resultatet bliver enkle og anvendelige regler, der i videst muligt omfang er ens på tværs af landegrænser. Et fælles europæisk regelsæt skal gøre det lettere at planlægge sammenhængende transportforløb og kombinere vej, sø, luft og jernbane, også når gods skifter mellem transportformerne undervejs. Samtidig skal unødige administrative barrierer, ventetider og flaskehalse ved grænserne fjernes, så reglerne understøtter en effektiv og sammenhængende europæisk godstransport.
Et vigtigt skridt for europæisk godstransport
En moderne regulering af kombineret transport kan samtidig være med til at styrke jernbane- og søtransportens rolle i de europæiske forsyningskæder og give virksomhederne bedre muligheder for at kombinere transportformerne.
Brancheorganisationer på tværs af Europa har derfor opfordret Kommissionen til at holde fast i arbejdet. De peger blandt andet på behovet for klare kriterier, harmoniserede regler, øget digitalisering og mindre administrativt besvær.
Nu kan Europa-Parlamentet og Rådet fortsætte arbejdet med forslaget. For Danske Speditører er det vigtigt, at arbejdet fører til et regelsæt, der understøtter konkurrencedygtig, effektiv og sammenhængende godstransport i Europa.