
Danske Speditører rejser bekymring og efterspørger løsning ang. DAWB
FIATA har givet en ny status på ændringerne af Direct Air Waybill (DAWB), som trådte i kraft 1. juli 2026. Danske Speditører har rejst spørgsmål om konkurrenceret og efterspørger fortsat en løsning. Har du spørgsmål til DAWB, står vores juridiske hotline klar med råd og vejledning.
Som vi tidligere har orienteret om, er reglerne for Direct Air Waybill (DAWB) blevet ændret. Ændringerne blev vedtaget af IATA og trådte automatisk i kraft 1. juli 2026.
Det centrale i ændringerne er, at en speditør, der afleverer en forsendelse under en DAWB, som udgangspunkt bliver betragtet som shipper og dermed påtager sig de forpligtelser og det ansvar, der følger med denne rolle. Det gælder, uanset hvem der er angivet som shipper på selve DAWB’en.
I praksis betyder det, at et flyselskab i tilfælde af en tvist vil kunne gøre speditøren ansvarlig for de forpligtelser, der normalt påhviler en shipper. Hvis speditøren og flyselskabet ønsker en anden model, skal det aftales konkret mellem parterne.
Danske Speditører har rejst spørgsmål om konkurrenceret
FIATA oplyser, at organisationen sammen med eksterne juridiske rådgivere arbejder på, hvilke juridiske skridt der er relevante som reaktion på ændringerne.
Vi har længe været i dialog med FIATA, og som led i den dialog har vi sat spørgsmålstegn ved den konkurrenceretlige lovmedholdelighed af IATAs ensretning af reglerne.
FIATA har i efterfølgende kommunikation meddelt, at de blandt andet arbejder for at sikre, at DAWB-rammen bliver underkastet en reel gennemgang, og at der findes en løsning, som er operationelt anvendelig og kommercielt bæredygtig, hvilket Danske Speditører bifalder.
Vi har via FIATA fået information om, at det enkelte flyselskab kan afvige fra de nye regler, hvilket vi anbefaler vores medlemmer at overveje at undersøge, men dette er naturligvis op til den enkelte virksomhed.
Danske Speditører lægger fortsat pres
Danske Speditører har gentagne gange efterspurgt en status samt handling fra FIATAs side. Vi vil fortsat være i dialog med FIATA og arbejde for, at branchens interesser bliver tydeligt repræsenteret i det videre arbejde og for at sikre klare og anvendelige rammer for speditørerne.
Vores juridiske hotline står klar
Indtil der foreligger yderligere afklaring, opfordrer såvel FIATA som vi til at udvise forsigtighed med DAWB.
Har du spørgsmål til DAWB, eller er du i tvivl om, hvad ændringerne betyder for din virksomhed, er du altid velkommen til at kontakte Danske Speditørers juridiske hotline på 70 13 12 14. Det gælder naturligvis også spørgsmål vedr. forsikring. Hotlinen er gratis for medlemmer.
Danske Speditører orienterer, når der kommer nyt i sagen.