Digitale transportoplysninger skal lette hverdagen

Et nyt nordisk samarbejde skal skabe en fælles adgang til digitale transportoplysninger. Danske Speditører arbejder aktivt for, at branchens behov bliver tænkt ind i udviklingen af EU's nye digitale ramme, eFTI.

Mindre papirarbejde, færre manuelle indtastninger og bedre muligheder for at genbruge transportdata. Det er nogle af perspektiverne i EU’s ramme for elektroniske transportoplysninger, eFTI (electronic Freight Transport Information). Danmark har nu indgået en aftale med Sverige, Norge og Finland om at udvikle en fælles nordisk adgangsløsning.

Danske Speditører arbejder for, at de nye digitale løsninger tager højde for virksomhedernes praktiske behov og reelt bidrager til at reducere de administrative byrder. Derfor deltager vi aktivt i udviklingsarbejdet gennem dialog med Trafikstyrelsen, workshops og seminarer. Før sommerferien indsamlede vi blandt andet input fra Fagudvalg Vej, som vi har taget med i den videre dialog med styrelsen.

Fælles nordisk løsning skal lette udvekslingen af data
Aftalen mellem Danmark, Sverige, Norge og Finland handler om at udvikle en fælles digital adgangsløsning – en såkaldt eFTI-gate. Den skal give myndighederne adgang til transportoplysninger, som virksomheder stiller digitalt til rådighed via certificerede eFTI-platforme.

For virksomheder, der transporterer gods på tværs af de nordiske lande, kan en fælles løsning på sigt gøre det lettere at stille transportoplysninger til rådighed for myndighederne. Samarbejdet skal samtidig bidrage til en mere sammenhængende digital infrastruktur, så virksomhederne i mindre grad skal forholde sig til forskellige nationale løsninger.

Hvad betyder eFTI for speditørerne?
I dag kan håndteringen af transportdokumentation indebære papirarbejde og manuelle processer. Samtidig kan kravene til dokumentation variere på tværs af landegrænser.

Med eFTI bliver det muligt at stille lovpligtige transportoplysninger digitalt til rådighed for myndighederne på en fælles, standardiseret måde i EU. Det kan mindske behovet for papirbaseret dokumentation og gøre det lettere at genbruge data fra virksomhedernes eksisterende it-systemer.

For speditører og andre transportvirksomheder kan det på sigt give mere smidige arbejdsgange og en enklere håndtering af transportoplysninger i forbindelse med myndighedskontrol på tværs af landegrænser.

Fra 9. juli 2027 skal EU’s myndigheder kunne modtage og behandle transportoplysninger digitalt via eFTI. Det bliver frivilligt for virksomhederne at anvende systemet, og de kan fortsat benytte papirbaseret dokumentation eller andre løsninger, som myndighederne accepterer. Virksomheder, der vælger eFTI, skal anvende en certificeret platform.

Danske Speditører arbejder for løsninger, der fungerer i praksis

Den digitale omstilling skal fungere i virksomhedernes hverdag. For Danske Speditører er det afgørende, at fælles europæiske standarder reelt gør det lettere at udveksle transportoplysninger på tværs af landegrænser og transportformer. Samtidig skal løsningerne kunne spille sammen med virksomhedernes eksisterende it-systemer, så digitaliseringen bidrager til mindre dobbeltarbejde og færre administrative byrder frem for at skabe nye.

Du kan læse mere om aftalen og eFTI på Trafikstyrelsens hjemmeside her: Danmark indgår nordisk samarbejde om digitale transportoplysninger