
Forsyningskæder stopper ikke ved landegrænsen
Når vi taler om forsyningssikkerhed, handler debatten alt for ofte om det sidste led i kæden – om varer på hylderne og nationale beredskabsplaner. Men som Danske Speditørers adm. direktør Martin Aabak understreger i et debatindlæg på Altinget, starter forsyningssikkerhed langt tidligere – i de internationale transportstrømme, der får varerne frem til Danmark.
Forsyningskæder stopper ikke ved landegrænsen. De er internationale af natur, og derfor kan Danmark ikke sikre forsyning, hvis vi regulerer, som om transporten kan betragtes isoleret. Nationale særregler og afgifter, som ikke tager højde for de globale sammenhænge, risikerer at gøre forsyningskæderne både dyrere og mere sårbare.
Martin Aabak peger på, at robusthed i forsyningskæder skabes, længe før varen rammer hylden. Den opstår i de globale flow af skibe, fly, tog og lastbiler – og derfor skal både beredskab og regulering tænkes sammen på tværs af grænser og transportformer.
Han påpeger desuden, at den grønne omstilling af transportsektoren skal bygge på international realisme. Eksempelvis kan elektrificering løfte dele af den nationale transport, men de tunge, grænseoverskridende transporter vil i mange år være afhængige af andre løsninger. I søfarten udvikles der i disse år motorer til metanol og ammoniak, mens luftfarten tester biobrændsler og syntetiske brændstoffer – men fælles for teknologierne er, at de kræver internationale standarder og fælles rammer for at få effekt. Nationale særkrav kan ikke drive omstillingen alene.
I indlægget fremlægger Aabak fire konkrete forslag til, hvordan Danmark kan styrke både forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og klimaeffekt:
- Vurdér konsekvenserne, før nye regler indføres – både for forsyningskæder, konkurrenceevne og klima.
- Stop med at se dansk transport isoleret – nationale tiltag skal afspejle, at transporten er del af internationale kæder.
- Beløn effektivitet frem for byrder – fx ved at fremme høj kapacitetsudnyttelse og lav tomkørsel.
- Inddrag speditørbranchen systematisk i arbejdet med beredskab og regulering – så praksisviden og data bruges aktivt.
Som Aabak konkluderer: “Forsyningssikkerhed er ikke et nationalt anliggende. Det er et internationalt spørgsmål om at få varer frem til tiden, til prisen og på en måde, der understøtter både samfundsøkonomi og klima. Vi kan ikke sikre forsyning, hvis vi regulerer, som om vi er et lukket marked.”
Læs hele indlægget af Martin Aabak på Altinget: https://www.altinget.dk/transport/artikel/danske-speditoerer-politikerne-boer-indse-at-forsyningskaeder-ikke-stopper-ved-landegraensen