
Pressemeddelelse: Nyt og forbedret styresignal om arbejdsudleje giver klarere rammer og større tryghed
Skatteministeriet har offentliggjort et nyt styresignal om arbejdsudleje, der præciserer, hvornår der er tale om arbejdsudleje, og hvornår der er tale om almindeligt køb af transportydelser – og dermed, hvordan reglerne fremover skal fortolkes i praksis.
Præciseringerne skaber større forudsigelighed i den daglige drift og gør det lettere for virksomheder at planlægge samarbejder på tværs af grænser – uden unødig usikkerhed om skattemæssige konsekvenser.
For Danske Speditører markerer offentliggørelsen kulminationen på et langt og vedholdende arbejde for at sikre klare og praktisk anvendelige rammer for branchen.
“Det her er et resultat, vi kan være stolte af,” siger adm. direktør Martin Aabak, Danske Speditører. “Vi har gennem længere tid arbejdet målrettet for, at styresignalet skulle tage udgangspunkt i virkeligheden, som den ser ud i transport- og logistikbranchen – og ikke i teoretiske modeller. Det er meget positivt, at Skatteministeriet med det nye styresignal anerkender den særlige struktur i branchen, hvor samarbejde på tværs af landegrænser er en nødvendig og legitim del af hverdagen.”
Det positive resultat bygger på et tæt og konstruktivt samarbejde, hvor Danske Speditører har bidraget med faglige input, konkrete medlemscases og branchens perspektiv på, hvordan reglerne fungerer i praksis. Den løbende dialog med Skatteforvaltningen og de øvrige organisationer i branchen har sikret, at det endelige styresignal nu i langt højere grad afspejler virkeligheden i transport- og logistikbranchen.
Det fremgår nu tydeligere, hvordan spedition adskiller sig fra egentlige arbejdsudlejesituationer, ligesom der er sket en præcisering af, hvornår der efter Skatteforvaltningens opfattelse er tale om arbejdsudleje. Samlet set fremstår styresignalet som en markant forbedring i forhold til tidligere udkast.
Det nye styresignal fastslår blandt andet:
- at speditører og vognmænd agerer som selvstændige erhvervsdrivende – ikke som udlejere af arbejdskraft – når transportopgaver løses på forretningsmæssige vilkår,
- at besiddelse af en EU-godskørselstilladelse som udgangspunkt betyder, at virksomheden skal betragtes som selvstændig, hvilket giver forudsigelighed og retssikkerhed, og
- at Skatteforvaltningen med det nye styresignal lægger op til en mere ensartet praksis og en praktisk vejledning, som kan skabe større tryghed for både danske og udenlandske aktører i branchen.
“Vi har undervejs haft en åben og konstruktiv dialog med Skatteforvaltningen, og det fortjener ros,” siger Martin Aabak. “Men det er også tydeligt, at det har gjort en forskel, at branchen har stået fast, leveret fakta og arbejdet løsningsorienteret. Det viser, at vedholdende og saglig interessevaretagelse nytter.”
Med styresignalet får branchen et mere stabilt og gennemskueligt regelgrundlag, som gør det lettere at træffe beslutninger og fokusere på kerneopgaven: at flytte gods effektivt og sikkert. Samlet set giver det øget tryghed, færre gråzoner og bedre forretningsmæssige vilkår for transport- og logistikvirksomhederne.