
Trump øger havnegebyrer dramatisk
USA's præsident Donald Trump har igangsat en ny havnepolitik, der skal fremme amerikansk skibsbygning og reducere afhængigheden af Kina. Politikken indebærer markante havnegebyrer for kinesiskbyggede skibe og kan få vidtrækkende konsekvenser for global søtransport – også for danske speditører med USA-aktiviteter.
Trump-administrationen har via den amerikanske handelsrepræsentant (USTR) offentliggjort en række nye tiltag, der målretter sig mod brugen af kinesisk byggede skibe i amerikanske havne. Tiltagene omfatter blandt andet milliongebyrer og krav om øget brug af amerikanskflagede skibe til eksport.
Milliongebyrer for kinesiskbygget tonnage
Ifølge de nye regler skal en skibsoperatør betale op til 1 million dollar pr. skib, der er bygget i Kina og anløber en amerikansk havn.
Samtidig skal operatører betale op til 1,5 millioner dollar pr. havneanløb, afhængigt af hvor stor en andel af deres samlede flåde, der er kinesisk bygget.
Desuden vil der blive opkrævet op til 1 million dollar pr. havneanløb, hvis over 50 procent af en operatørs nybygningsordrer er placeret hos kinesiske værfter – og det gælder også allerede indgåede ordrer.
Amerikanskflaget skibsfart skal vokse markant
Ud over gebyrerne har Trump-administrationen sat mål for, hvor stor en andel af amerikansk eksport der fremover skal fragtes på amerikanskflagede og amerikansk-opererede skibe:
- Allerede fra første år skal 1 procent af eksporten fragtes under amerikansk flag
- Det tal stiger til 3 procent i år to og 5 procent i år tre
- Efter syv år skal 15 procent af al amerikansk eksport transporteres på amerikanskflagede og -opererede skibe, hvoraf 5 procent også skal være bygget i USA.
Vækker bekymring
Tiltagene ses som et forsøg på at genrejse den amerikanske maritime industri, men de vækker samtidig stor bekymring i den internationale transport- og speditionsbranche. Især det faktum, at allerede indgåede skibsordrer hos kinesiske værfter kan udløse gebyrer, skaber usikkerhed.
Danske Speditører følger udviklingen tæt og vurderer løbende de mulige konsekvenser for danske virksomheder med aktiviteter i USA eller afhængighed af internationale rederier.