
EU’s toldreform – Danske Speditører advarer mod uforholdsmæssigt ansvar
Danske Speditører arbejder aktivt for at justere forslaget til EU's kommende toldreform, der rommer store ambitioner om modernisering og digitalisering af toldprocedurerne. Danske Speditører advarer dog mod risikoen for et uforholdsmæssigt ansvar og efterlyser svar på uafklarede spørgsmål om den fælleseuropæiske datahub.
EU arbejder i øjeblikket på den omfattende reform af toldområdet, som det danske EU-formandskab forventes at skulle afslutte inden vi går ind i 2026. Reformen rummer store ambitioner om modernisering og digitalisering af toldprocedurerne – ambitioner, som Danske Speditører grundlæggende bakker op om.
Men samtidig rejser reformen alvorlige spørgsmål med både praktiske og juridiske konsekvenser for hele forsyningskæden. Særligt to elementer vækker bekymring hos Danske Speditører og vores medlemmer.
Risiko for uforholdsmæssigt ansvar
Det mest vidtgående forslag er indførelsen af den såkaldte single liable person-model. Den indebærer, at én aktør – typisk en toldrepræsentant – automatisk kan blive indirekte ansvarlig for både de skattemæssige og ikke-skattemæssige forhold i hele forsyningskæden.
Ansvarsfraskrivelse vil kun være mulig, hvis den repræsenterede part er certificeret under det nye Trust & Check-program – en certificering, som vurderes at være både kompleks og vanskelig at opnå, specielt for mindre virksomheder. Dermed risikerer toldrepræsentanten at stå med et ansvar, der langt overstiger omfanget af den konkrete forretningstransaktion.
”Vores medlemmer fungerer som mellemled i komplekse handelsforløb. De har sjældent adgang til at efterprøve alle oplysninger fra importører, eksportører eller tredjeparter. I yderste konsekvens kan urigtige oplysninger skyldes bevidst vildledning eller kriminalitet, som toldrepræsentanten ikke har mulighed for at opdage – men som de alligevel vil blive holdt ansvarlige for,” forklarer Danske Speditører.
Uafklarede spørgsmål om den fælleseuropæiske datahub
Et andet centralt bekymringspunkt er forslaget om en ny fælleseuropæisk datahub, som skal samle toldoplysninger fra hele EU. Her rejser sig en række spørgsmål:
- Hvem forventes at indlevere hvilke oplysninger?
- Hvem har ansvaret for datakvaliteten, når flere aktører bidrager til samme toldsag?
- Hvordan sikres det, at data fra forskellige kilder hænger korrekt sammen?
- Hvem får ejerskab over dataene?
Vi ønsker også hurtigt afklaret, om virksomheder fremover skal give EU direkte adgang til deres systemer og data for at kunne opnå certificering, og hvilke konsekvenser det vil få for datasikkerhed, fortrolighed og ansvar.
Aktiv indsats for en mere balanceret model
Danske Speditører arbejder aktivt – både selvstændigt og i tæt samarbejde med vores europæiske søsterorganisation CLECAT – for at justere forslaget, så ansvaret deles mere retfærdigt i forsyningskæden.
Vi har allerede haft møder med Skatteministeriet og rettet henvendelse til skatteministeren for at fremhæve de udfordringer, reformen vil medføre. Samtidig har vi tilbudt at bidrage aktivt til arbejdet med at færdiggøre toldreformen i det nuværende halvår af det danske formandskab.
Danske Speditørers Toldkonference 2025
På Danske Speditørers Toldkonference den 11. november 2025 bliver toldreformens indhold præsenteret – sammen med en vurdering af, hvad konsekvenserne bliver for speditørerne.
Du kan læse mere om konferencen her